Sagen angik ansættelse af klagerens aktieindkomst for indkomstårene 2014-2016 og 2018-2020. Skattestyrelsen havde bl.a. ændret klagerens aktieindkomst vedrørende aktieavancer uden for den ordinære ansættelsesfrist for indkomstårene 2014-2016 og 2018-2019. Landsskatteretten fandt, at der kunne ske ekstraordinær ansættelse for disse indkomstår efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have oplyst aktieindkomsten for indkomståret 2014 og ved ikke at have oplyst korrekt aktieindkomst for de øvrige omhandlede indkomstår og således havde bevirket, at disse skatteansættelser var foretaget på et urigtigt grundlag. Retten lagde vægt på, at klageren havde haft kendskab til de faktiske omstændigheder, og det var klagerens ansvar at oplyse korrekt, ligesom klageren konkret var blevet gjort bekendt med, at der manglede oplysninger i forhold til opgørelse af klagerens aktieindkomst.

Endvidere fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen først den 18. november 2022 havde tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne foretage den ekstraordinære ansættelse af klageren for de omhandlede indkomstår, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Det var først på dette tidspunkt, at Skattestyrelsen kunne konstatere, at klageren ikke havde de efterspurgte nødvendige købsoplysninger vedrørende visse aktier. Skattestyrelsen var således ikke forud herfor i besiddelse af samtlige relevante oplysninger for den ekstraordinære ansættelse af avance og tab på klagerens aktier for de omhandlede indkomstår og var derfor ikke forud for dette tidspunkt i besiddelse af tilstrækkeligt med oplysninger om klagerens erhvervelse og afståelse af aktier til at kunne foretage en korrekt opgørelse og ansættelse af beskatningen af klageren efter aktieavancebeskatningsloven. Retten fandt i den sammenhæng ikke grundlag for at opdele punktet i klagerens skatteansættelser om beskatning af avance og tab på aktier i relation til kundskabstidspunktet. Der var således tale om beskatning af samme forhold i form af beskatning af aktier efter aktieavancebeskatningsloven, og der var ikke støtte for, at oplysninger og kundskabstidspunkt vedrørende denne beskatning skulle bedømmes og foretages hver aktie for sig. Retten lagde også vægt på, at det i denne sammenhæng ikke var muligt at foretage en korrekt ansættelse af avance og tab på noterede aktier, hvis det alene blev foretaget hver aktie for sig, da der f.eks. skulle ske modregning af tab på en noteret aktie i avance på en anden noteret aktie efter bestemmelserne i aktieavancebeskatningsloven. Da fristerne på henholdsvis 6 måneder og 3 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, herefter var iagttaget, og Skattestyrelsens afgørelse også var behørigt begrundet, stadfæstede Landsskatteretten afgørelsen.

Sagen angik, om klageren, der var musiker i et band, var berettiget til at anvende udligningsordningen i virksomhedsskattelovens § 22 d på modtagne royalties fra Gramex og Performex.

Landsskatteretten anførte, at anvendelsen af virksomhedsskattelovens § 22 d var betinget af, at man var omfattet af den personkreds, der var nævnt som berettiget til at anvende reglen i forarbejderne til loven, herunder i forarbejderne til ligningslovens § 7 O. En række professioner var specifikt undtaget fra at kunne anvende ligningslovens § 7 O og dermed tilsvarende virksomhedsskattelovens § 22 d. Det var således ikke tilstrækkeligt, at man modtog royalties eller efter den gængse opfattelse kunne anses for at være kunstner. Det fremgik specifikt af forarbejderne til ligningslovens § 7 O, at musikere ikke kunne anvende reglerne "uanset graden af improvisation i deres værker".

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke var berettiget til at anvende udligningsordningen i virksomhedsskattelovens § 22 d og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren, der var skuespiller, var berettiget til at anvende udligningsordningen i virksomhedsskattelovens § 22 d på modtagne royalties fra Filmex.

Landsskatteretten anførte, at anvendelsen af virksomhedsskattelovens § 22 d var betinget af, at man var omfattet af den personkreds, der var nævnt som berettiget til at anvende reglen i forarbejderne til loven, herunder i forarbejderne til ligningslovens § 7 O. En række professioner var specifikt undtaget fra at kunne anvende ligningslovens § 7 O og dermed tilsvarende virksomhedsskattelovens § 22 d. Det var således ikke tilstrækkeligt, at man modtog royalties eller efter den gængse opfattelse kunne anses for at være kunstner. Det fremgik specifikt af forarbejderne til ligningslovens § 7 O, at skuespillere ikke kunne anvende reglerne "uanset graden af improvisation i deres værker".

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke var berettiget til at anvende udligningsordningen i virksomhedsskattelovens § 22 d og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte grundværdien for en ejendom pr. 1. oktober 2014, 2016, 2018 og 2019.

Under sagen gjorde sagsøgeren gældende, at grundværdiansættelserne hvilede på et forkert grundlag, idet der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til tre privatretlige servitutter. Retten bemærkede, at de tre servitutter var beskrevet i de indbragte afgørelser, og den omhandlede ejendom var karakteriseret som den tjenende ejendom i relation til servitutterne. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at vurderingsgrundlaget var fejlagtigt, selvom servitutternes konkrete betydning for vurderingen ikke var beskrevet, og selvom etagearealprisen for ud fra en helhedsvurdering endte med at være ens for den tjenende og den herskende ejendom.

Retten lagde til grund, at ejendommen i 2023 havde en handelsværdi på 3.750.000 kr., svarende til salgsprisen i 2023, hvilket var betydeligt lavere end den ansatte grundværdi for 2014-2019 på ca. 9,4 mio. kr. Retten fandt det imidlertid ikke bevist, at denne handelsværdi kunne lægges til grund ved ansættelsen af ejendommens grundværdi i 2014-2019 og henviste bl.a. til, at der ikke var afholdt syn og skøn. Under henvisning til salget af navnlig en af de sammenlignelige grunde, vurderingsmyndighederne havde inddraget i skønnet over grundværdien, fandt retten det ikke godtgjort, at grundværdiansættelserne for 2014-2019 var åbenbart urimelige.

Idet retten ikke fandt grundlag for at hjemvise sagen, blev Skatteministeriet frifundet.

Forhøjelse af eksisterende pantebreve i fast ejendom skal behandles efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 6. Fritagelsen i § 5 a, stk. 1, 2. pkt. vedrører tinglysning af nyt pant, og kan ikke benyttes ved tinglysning af en forhøjelse. Den juridiske vejledning har tidligere angivet, at fritagelsen ved tinglysning af et nyt pantebrev, såkaldt overførsel af afgift, tilsvarende kunne benyttes ved forhøjelser af eksisterende pantebreve i fast ejendom, efter dagældende regler, svarende til nugældende § 5 a, stk. 1, 2. pkt. Denne praksis er i strid med lovens ordlyd og forarbejder. Det præciseres derfor, at der ved tinglysning af forhøjelser af pant i fast ejendom, samt pant i andelsboliger, skal beregnes procentafgift efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 6, af forskellen mellem den nye hovedstol, og den tidligere tinglyste hovedstol.

Skatterådet kunne bekræfte, at afgiften ved tinglysning af adkomstændring ved en påtænkte fusion ville være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 a med den virkning, at tinglysningsafgiften udgør 1.850 kr.

I forbindelse med omstrukturering fusioneredes to selvejende institutioner, og den fortsættende selvejende institution ville blive adkomsthaver til en ejendom. Fonde og selvejende institutioner er omfattet af begrebet "selskaber m.v." i tinglysningsafgiftslovens § 6 a.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 3., 3. pkt., kunne modregnes afgift fra ejerpantebrev på 5X.XXX.XXX kr. til 2 nye pantebreve. De 2 nye pantebreve skulle have pant i det samme antal ejendomme, som ejerpantebrevet havde pant i på tidspunktet for tinglysning af de 2 nye pantebreve, og der var ikke tidligere modregnet afgift fra ejerpantebrevet.

I denne sag var der et eksisterende ejerpantebrev i ejendommen Y1.

Ejendommen Y1 blev efterfølgende opdelt i 17 lejligheder.

Efter opdelingen blev 4 lejligheder relakseret fra det oprindelige ejerpantebrev, hvorefter ejerpantebrevet havde pant i 13 lejligheder.

Man ønskede at tinglyse to nye pantebreve med pant i de 13 lejligheder og modregne det pantsikrede beløb fra det oprindelige ejerpantebrev til at nedsætte afgiften efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 2.pkt.

Man mente, at værnsreglen/1-årsreglen i tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, 3. pkt. om pant i samme ejendom var opfyldt, da de nye pantebreve fik pant i det samme antal ejendomme, som det oprindelige ejerpantebrev havde pant i på tidspunktet for tinglysning af de 2 nye pantebreve.

Skatterådet fandt, at der var sket en matrikulær ændring i den pantsatte ejendom, da denne var blevet opdelt i ejerlejligheder, som var nye faste ejendomme.

Det var herefter en betingelse for anvendelse af et eksisterende pantebrev til afgiftsnedsættelse, at de nye pantebreve havde pant i samtlige ejendomme som var omfattet af udstykningen eller opdelingen i mindst 1 år, jf. § 14 i BKG 2020-12-29 nr. 2283 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.

De nye pantebreve skulle derfor have pant i samtlige 17 ejerlejligheder. Da 4 ejerlejligheder var relakseret fra det oprindelige ejerpantebrev inden tinglysning af de nye pantebreve, var det ikke muligt at opfylde 1-årsreglen.

Spørger havde solgt sine anparter i Target ApS til et ikke-koncernforbundet udenlandsk selskab, der var ejet 100 % af et nystiftet udenlandsk selskab, der var et tomt selskab. Salgssummen for anparterne blev vederlagt ved en blanding af kontantbetaling og gældsbreve. Efterfølgende er der, via en række trin, foretaget en reinvestering i det nystiftede selskab.

Spørger ønskede at få bekræftet, at afståelsen og den efterfølgende reinvestering ikke ville medføre udbyttebeskatning efter reglerne i selskabsskattelovens § 2 D og at transaktionerne ikke kunne tilsidesættes efter ligningslovens § 3.

Skatterådet kunne bekræfte begge spørgsmål, idet der blev anset være indgået endelig og bindende aftale om transaktionerne efter den 1. januar 2025, hvorefter Spørger opfyldte betingelserne for at modtage skattefrit udbytte fra Target ApS umiddelbart inden overdragelsen, jf. reglerne om skattefrihed for udbytter fra skattefrie porteføljeaktier, der har virkning for udbytter, der udloddes den 1. januar 2025 eller senere.

Vejledningen indeholder

1. Beskrivelse af alle felter, der kan indberettes til eIndkomst. Rækkefølgen af beskrivelserne følger i vid udstrækning det indberetningsflow, der er i en onlineindberetning og til dels den rækkefølge felterne er placeret i indberetningsbillederne.
2. En række specifikke områder, som kan være enten anvendelsen af en specifik funktion i eIndkomst online, eller vejledning i specifikke faglige områder vedr. indberetning til eIndkomst.
3. Henvisning til en række yderligere vejledninger på eIndkomst-området

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Koncernen påtænkte at udlodde et eller flere udbytter fra udenlandske datterselskaber til et dansk selskab (Spørger). I umiddelbar forlængelse heraf påtænkte Spørger  at gennemføre en eller flere udbytteudlodninger (for et beløb svarende til de udbytter, der modtages fra datterselskaberne) fra Spørger til dets moderselskab, M1. Udbyttet skulle anvendes af M1 til at udvide dets aktiviteter og gøre det muligt at opfylde regulatoriske krav i lovgivningen i Land 5. Spørger havde oplyst, at udbyttet anvendes af M1 og ikke videreudloddes eller på anden måde videresendes til M1’s moderselskab i Land 1. Skatterådet fandt, at der ikke ses at foreligge misbrug, og de planlagte udlodninger ikke var omfattet af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 11. og 12. pkt., om videreudlodning. Skatterådet bekræftede, at M1 ikke er begrænset skattepligtigt af de påtænkte udbytteudlodninger efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Skatterådet bekræftede desuden, at de påtænkte udbytteudlodninger ikke var omfattet af ligningslovens § 3.

Spørger var en person, der ejede hele kapitalen i både et dansk selskab og et udenlandsk selskab. Der var likvid kapital til rådighed hos det danske selskab og Spørger ønskede derfor at lade dette selskab foretage udlån til det udenlandske selskab, der havde behov for at låne midler til forretningsmæssige investeringer. Skatterådet kunne bekræfte, at udlån fra Spørgers helejede danske selskab til det af Spørger ligeledes helejede udenlandske selskab kunne foretages uden skattemæssige konsekvenser for Spørger.

Sagen angik opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget for en bilforhandler, som drev virksomhed med salg af biler mv., der var momspligtig og dermed ikke lønsumsafgiftspligtig, men som derudover også havde lønsumsafgiftspligtige aktiviteter med formidling af lån og forsikringer i forbindelse med salg af biler. Spørgsmålet angik den skønsmæssige opgørelse af den del af virksomhedens lønsum og overskud, som skulle henføres til de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter med formidling af lån og forsikringer efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2-4.

Retten fandt, at den af SKAT foretagne skønsmæssige opgørelse var mere retvisende end en opgørelse baseret udelukkende på en omsætningsfordeling i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4. Skatteministeriet blev derfor frifundet for virksomhedens påstand om, at opgørelsen skulle opgøres på grundlag af en omsætningsfordeling. 

Spørger har i 2024 ansøgt og fået tilsagn om tilskud til plantning af såkaldt klimaskov. 80 % af tilskuddet er udbetalt som 1. rate i 2024, mens 2. rate (20 %) af tilskuddet udbetales inden for en periode på 2-3 år, efter at skoven er færdigsynet. Spørger har opnået tilsagn fra Klimaskovfonden på et tilskud på i alt XX kr. Skoven er pålagt fredskovpligt.

Spørger har tilplantet knap 15 ha klimaskov, som der modtages støtte på. Derudover har Spørger yderligere ca. 15 ha med skov, som ikke er pålagt fredskovpligt, og som Spørger ikke modtager støtte på, og ca. 10 ha jord med brak af forskellig type, som Spørger modtager støtte på. Der er dertil ca. 5 ha ved boligen mv. I alt 45 ha.

Skatterådet bekræftede, at der efter den særlige ligningspraksis for land- og skovbrug er tale om erhvervsmæssig virksomhed, da der er udsigt til, at virksomheden med skovbrug efter driftsmæssige afskrivninger, det vil sige før renter, har udsigt til på længere sigt at give et resultat omkring 0 eller til at blive overskudsgivende. Der var herved særligt henset til, at der modtages arealstøtte på arealet med klimaskov. Skatterådet bemærkede dog herved i forhold til det fremlagte budget, at der herved skal ses på det samlede skovbrug, og at landbrugsdelen (brakarealerne) ikke kan medtages herved.

Skatterådet bekræftede ligeledes, at tilskuddet er almindelig indkomst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det samlede tilskud først skal beskattes ved udbetaling af 2. rate. Skatterådet fandt derimod efter en samlet vurdering, at 80 % af tilskuddet skal beskattes på tidspunktet for tilsagnet, dvs. i 2024, idet det må anses for retserhvervet ved tilsagnet. I forhold til 2. rate på de resterende 20 % fandt Skatterådet, at denne del grundet den tilknyttede usikkerhed først skal beskattes på det tidspunkt, hvor der gives meddelelse om, at denne udbetales, og hvor den beløbsmæssige størrelse af anden rate fremgår.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kan fradrage sine udgifter til plantning efter ligningslovens § 8 K, stk. 1.

Skatterådet bekræftede delvist, at Spørger kan fradrage administrationsudgifter, herunder udgifter til tinglysning af servitutter og ansøgning om tilskud, efter ligningslovens § 8 K, stk. 1. Fradrag efter denne bestemmelse forudsætter, at udgifterne relaterer sig til tilplantningen af fredskov. I det omfang administrationsudgifterne derimod relaterer sig til ansøgningen om tilskud, bekræftede Skatterådet, at udgifterne kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Spørger, der er hollandsk statsborger, flyttede med sin ægtefælle og børn i 2020 til Danmark fra Holland i forbindelse med sin ansættelse som medlem af direktionen hos G1 Virksomhed A/S. Spørger påtænker, sammen med familien, at genetablere sig i Holland. Spørger forventer at fortsætte ansættelsesforholdet, og planlægger at pendle fra sin bolig i Holland til arbejdet i Danmark. Spørger har pt ikke indgået nogen aftale om at udføre en del af arbejdet fra bopælen i Holland. Spørger vil fortsat have en bolig til rådighed i Danmark.

Skatterådet bekræfter, at Spørger efter flytningen til Holland skal anses som skattemæssigt hjemmehørende i Holland i henhold til artikel 4 i den dansk-nederlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO’en). På grundlag af en helhedsvurdering af de personlige og økonomiske interesser samt det oplyste om forventede ophold i Danmark og Holland finder Skatterådet, at det skattemæssige hjemsted skal afgøres på grundlag af, at Spørger er hollandsk statsborger, jf. DBO’ens artikel 4, stk. 1, litra c.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers indkomst fra G1 Virksomhed A/S skal anses for omfattet af DBO’ens artikel 15. Der henses til, at Spørger er ansat af bestyrelsen, til hans ansvarsområde og til, at der er en klar opdeling mellem bestyrelsen og direktionen i G1 Virksomhed A/S.