Spørger havde den 18. marts 2025 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørgers erstatning var opgjort efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De tre væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029
3. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved udlejning af en del af minkfarmen

Beløb nr. 1 og 3 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Alle beløbene var tilbagediskonteret til nutidsværdi. Erstatningen var reduceret med 15.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Spørgers erstatning skulle derfor fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at de tre nævnte erstatningsbeløb, med fradrag for udtagning, var ydet som erstatning for alle virksomhedens aktiver. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode var en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserede sig på en 9-årige periode, var den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det var som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som var erstattet. I afgørelsen om erstatning var der fastsat/takseret en værdi af disse aktiver pr. 4. november 2020. Da Spørgers samlede erstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, skulle hele erstatningen henføres til bygninger og driftsmidler.

Der kunne ikke fordeles nogen værdi til indkomstgrundlag/goodwill, idet virksomhedens indtjening ikke kunne begrunde en positiv værdi heraf.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at ingen del af erstatningen for tabt fremtidig indtjening, skulle anses som afståelsessum for Spørgers bygninger og driftsmidler.

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 18. marts 2025.

Skatterådet har på mødet den 20. november 2025 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente oplysninger hos en dansk udbyder af betalingsløsninger om ikke identificerede fysiske og juridiske personers brug af betalingskort tilknyttet konti i en række udenlandske digitale banker. 

Spørger, der producerede elektricitet, ønskede bekræftet, at en aftale (PPA) om levering af elektricitet ikke var en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1. Hvis aftalen var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, ønskedes det bekræftet, at aftalen var en leveringsaftale, der var undtaget efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7.

Det var oplyst, at der var indgået en aftale mellem en enhed, der producerede elektricitet og derefter solgte den til et koncernforbundet selskab. Aftalen indeholdt to perioder, hvor der blev betalt forskellig afregningspris. I den første periode betales spotprisen for elektricitet og i den efterfølgende periode betales enten en fast pris på X eller X EUR.

Skatterådet fandt, at aftalen var en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der i aftalen var fastsat en fast pris for levering af elektricitet på et fremtidigt tidspunkt. Aftalen var derfor en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1.

Skatterådet fandt, at aftalen, der kun kunne opfyldes ved levering, opfyldte betingelserne i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, vedr. aftaler, der opfyldes ved levering. Aftalen var derfor undtaget fra beskatning efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 29 til 33 vedr. finansielle kontrakter.

Skatterådet bekræftede, at 12-måneders-testen for vurderingen af fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. art. 5, stk. 3 i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og [Selskabets hjemland], startede forfra ved en tilbagevenden til byggepladsen, da der var tale om et nyt projekt.

Begrundelsen herfor var, at G2 var uafhængig af den tidligere kontraktpart G1, at den tidligere kontraktpart var under konkursbehandling, at en ny kontrakt omfattede yderligere arbejder, forlængede konstruktionsperioden fra 11 til 18 måneder, ændrede kontraktsummen som følge af Spørgers øgede risiko mv., samt at starttidspunktet for arbejdet i henhold til en ny kontrakt var over et år efter starttidspunktet for den tidligere kontrakt.

Selskabet drev vognmandsvirksomhed i Danmark og Europa. Ved udførelsen af de internationale transporter anvendte selskabet chauffører, som var ansat i selskabets tre udenlandske søsterselskaber. Spørgsmålet var, om de internationale transporter udgjorde en integreret del af selskabets virksomhed, sådan at der var tale om arbejdsudleje, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, når de udenlandske chaufførerne udførte kørsler for selskabet i Danmark. Landsskatteretten fandt, at der ved denne vurdering skulle lægges vægt på arbejdets karakter og hvem, der bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for de omhandlede transporter. Landsskatteretten fandt, at søsterselskaberne leverede arbejdskraft inden for et ukompliceret og uselvstændigt arbejdsområde. Det var selskabet, som planlagde og styrede transporterne og dermed lastbilen, som var chaufførens arbejdsplads. Selskabet havde det civilretlige og økonomiske ansvar over for leasingselskaberne og brændstofleverandørerne, ligesom selskabet finansierede driften af søsterselskaberne over mellemregningskonti, hvorfor det var selskabet, der bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for transporterne. Der forelå derfor arbejdsudleje, for så vidt angik de kørsler, der fandt sted i Danmark i lastbiler, der var leaset gennem selskabet. Landsskatteretten fandt desuden, at Danmark havde beskatningsretten efter de indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster, og at beskatningen ikke var sket i strid med TEUF-artikel 56. Landsskatteretten fandt endeligt, at Skattestyrelsens afgørelse var gyldigt foretaget, og at skattekravet ikke var forældet.
Landsskatteretten hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af beregningsgrundlaget for arbejdsudlejeskat og AM-bidrag til Skattestyrelsen.

Retten fandt, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde forhøjet skatteyderens A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at en lang række fremlagte fakturaer relaterede sig til ydelser fra selvstændige underleverandører, og at skatteyderen derfor måtte have haft uregistrerede ansatte. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige forhøjelser af skyldig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og retten udtalte herom, at det forhold, at de bagvedliggende tredjemænd angiveligt skulle opkræve honorar for at udstede fakturaer, ikke kunne føre til, at skønnene skulle tilsidesættes. Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

En skatteyder gjorde gældende, at hans restskatter for 2009-2011, som var under inddrivelse ved Gældsstyrelsen, var forældede. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at betalingsfristen for alle restskatter blev udskudt ved den henstand, som skatteyderen blev meddelt efter anmodning herom, og at forældelsesfristen først skulle regnes fra udløbet af den udskudte betalingsfrist. Da det var ubestridt, at fordringerne blev overdraget til inddrivelse, fandt gældsinddrivelseslovens § 18 a anvendelse, og kravet på betaling af restskatterne var derfor ikke forældet på tidspunktet for Gældsstyrelsens afgørelse. Retten fandt endvidere, at det var med rette, at Skatteankestyrelsen havde afvist at behandle spørgsmålet om skatteyderens tilbagesøgningskrav, idet kravet ikke var en del af den afgørelse, der var indbragt for retten, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Retten fandt heller ikke grundlag for undtagelsesvist at inddrage spørgsmålet i sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. Det anførte af skatteyderen om grundlovens § 63, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Tillægsprotokol 1, samt EU's charter om grundlæggende rettigheder kunne ikke føre til en anden vurdering.   

Sagen angik værdiansættelsen af nogle immaterielle aktiver ved et selskabs overdragelse heraf til et nystiftet koncernforbundet selskab. Selskabet skulle efter overdragelsen forsætte med at levere salgs- og serviceydelser, rutinefunktioner, vedrørende de immaterielle aktiver til det nystiftede koncernselskab. Selskabet havde fået udarbejdet to Transfer Pricing værdiansættelsesrapporter, der begge anvendte DCF-metoden til at beregne værdien af de overdragne immaterielle aktiver. I rapporterne var værdien af hele virksomheden opgjort, hvorefter værdien af de overdragne immaterielle aktiver blev beregnet ved at fratrække værdien af rutinefunktionerne. Afkastkravet for hele virksomheden var ansat til 20 %, mens afkastkravet for rutinefunktionerne var ansat til 8 %. Skattestyrelsen konstaterede, at selskabet havde indsendt behørig TP-dokumentation, hvorfor der ikke var adgang til at foretage en skønsmæssig ansættelse. Det påhvilede herefter Skattestyrelsen at godtgøre, at den aftalte overdragelsessum ikke var i overensstemmelse med armslængdeprincippet, jf. ligningslovens § 2. Skattestyrelsen ansatte værdien af de overdragne immaterielle aktiver på baggrund af aktieprisen ved køb af et selskab året inden overdragelsen.

Landsskatteretten fandt, at selskabet ved anvendelsen af forskellige afkastkrav til henholdsvis rutinefunktionerne og den samlede virksomhed havde overestimeret værdien af rutinefunktionerne, hvorfor værdiansættelsen af de immaterielle aktiver ikke var på armslængevilkår. Skattestyrelsen havde under transfer pricing revisionen udarbejdet en DCF-beregning, der tog udgangspunkt i selskabets værdiansættelsesrapport dateret to måneder inden overdragelsen, dog med den forskel at beregningen anvendte et afkastkrav på 20 % for både rutinefunktionerne og hele virksomheden. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens DCF-beregning med udgangspunkt i selskabets værdiansættelsesrapport, hvor der dog anvendtes samme afkastkrav for rutinefunktionerne som for den samlede forretning, var i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Herefter, og da Skattestyrelsens ansættelse var foretaget rettidigt, nedsatte Landsskatteretten Skattestyrelsens forhøjelse med 60.285.283 kr. (afgørelsen er indbragt for domstolene).

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet anmodning om og tilbagekaldt tidligere tilladelser til fritagelse for indeholdelse af kildeskat af royaltybetalinger til et cypriotisk selskab, da Skattestyrelsen ikke anså selskabet som retmæssig ejer i forhold til royalties. Selskabet var skattemæssigt hjemmehørende på Cypern og modtog royaltybetalinger fra danske selskaber, og selskabet var derfor som udgangspunkt begrænset skattepligtig af de modtagne royalties, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra g, og de danske selskaber som udgangspunkt indeholdelsespligtige af kildeskat af royalties, jf. kildeskattelovens § 65 C, stk. 1. Efter § 2 i bekendtgørelse nr. 1442 af 20. december 2005 om indeholdelse af udbytteskat og royaltyskat sammenholdt med artikel 12, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Cypern, kunne Skattestyrelsen give tilladelse til, at de danske selskaber blev fritaget for indeholdelse af royaltyskat, hvis det cypriotiske selskab var retmæssig ejer af royaltybetalingerne fra de danske selskaber. Landsskatteretten anførte, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke indeholdt en definition af begrebet retmæssig ejer, og at Højesteret ved dom af 9. januar 2023, offentliggjort som SKM2023.251.HR, havde fastslået, at udtrykket måtte forstås i lyset af OECD-modeloverenskomsten, herunder kommentarerne til denne. De immaterielle rettigheder, som royaltybetalingerne knyttede sig til, var overdraget til selskabet ved dets stiftelse i 2010, og selskabet havde i 2010-2018 modtaget royaltybetalinger fra danske selskaber, og der var overført beløb fra selskabet til de to aktionærer i form af udbytte, aktionærlån og afdrag på gæld. Selskabets eneste aktivitet var administration af de immaterielle rettigheder. Landsskatteretten lagde bl.a. til grund, at selskabet i 2016 foretog en kapitalnedsættelse, som udgjorde betaling for overdragelsen af immaterielle rettigheder og royaltyaftaler ved selskabets oprettelse i 2010, og at det allerede fra selskabets oprettelse i 2010 var meningen, at selskabets lån til aktionærerne ville blive udlignet på et senere tidspunkt, ligesom der ikke var godtgjort en forretningsmæssig begrundelse for selskabets udlån til aktionærerne. Selskabet måtte i hvert fald fra tidspunktet for kapitalnedsættelsen i 2016 anses for at være forpligtet til at afdrage på den ved kapitalnedsættelsen etablerede gæld til aktionærerne, og selskabet havde ikke andre indtægter end royaltyindtægterne. Landsskatteretten fandt efter en samlet bedømmelse, at selskabet ikke kunne anses for reelt at have haft råderet over royaltyindtægterne, da deres anvendelse måtte anses for at være fastlagt af aktionærerne på forhånd. Størstedelen af indtægterne var således strømmet igennem selskabet til de to aktionærer ved udlån, udlodning af udbytte og betaling af gæld, og formålet med indskydelsen af selskabet på Cypern blev anset for at have været at opnå skattemæssige fordele. Retten fandt derfor, at selskabet ikke var retmæssig ejer af royaltybeløbene, hvorfor Danmark ikke var forpligtet til at give afkald på beskatningsretten til royaltyindkomsten i henhold til artikel 12, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Cypern. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om betingelserne for at afgiftsberigtige sagens køretøj med forholdsmæssig afgift var opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b. Det var efter bestemmelsen en betingelse, at leasingkøretøjet tilhørte leasingvirksomheden på tidspunktet, hvor køretøjet afgiftsberigtigedes. Selskabet havde købt køretøjet af leasingtager i en sale & lease back situation til 500.000 kr. Selskabet afgiftsberigtigede køretøjet på baggrund af en selvanmeldt handelspris på 2.900.000 kr., en selvanmeldt nypris for køretøjet på 4.375.000 kr. og som følge deraf en afgiftspligtig værdi på 1.175.789 kr. Landsskatteretten fandt, at den pris, hvormed et køretøj handledes mellem to parter i en sale & lease back situation, kunne indgå i vurderingen af, om der reelt var sket overdragelse af ejendomsretten til et køretøj i relation til anvendelsen af registreringsafgiftslovens § 3 b. Landsskatteretten fandt herefter, at den pris på 500.000 kr. til hvilken køretøjet var handlet, sammenholdt med den pris, som køretøjet, uden registreringsafgift, vurderedes at kunne indbringe ved et almindeligt salg, udgjorde en så væsentlig difference, at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt var overdraget til selskabet. Det blev hertil bemærket, at køretøjet ved leasingaftalens udløb blev tilbagesolgt til leasingtagers enkeltmandsvirksomhed for 499.000 kr. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at betingelserne i registreringsafgiftslovens § 3 b ikke var opfyldt, og at køretøjet derfor ikke kunne afgiftsberigtiges med forholdsmæssig registreringsafgift. Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse for så vidt angik pligten til at betale fuld registreringsafgift af køretøjet. I forhold til vurderingen af køretøjets handelspris havde Motorstyrelsen fastsat denne til 3.630.000 kr. Landsskatteretten fandt efter et samlet konkret skøn under hensyntagen til køretøjets udstyr, kilometerstand og vedligeholdelsesstand i forhold til de udvalgte fem annoncer med sammenlignelige køretøjer, at handelsprisen var 3.200.000 kr. Landsskatteretten ændrede derfor Motorstyrelsens afgørelse på dette punkt og nedsatte registreringsafgiftskravet for køretøjet fra 2.158.236 kr. til 1.902.578 kr.

Spørger var et statsanerkendt museum omfattet af museumsloven. Museet var skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, da betingelserne for skattefrihed i § 3, stk. 1, nr. 5 ikke var opfyldt. Dette skyldtes, at museet udøvede aktiviteter, som faldt uden for rammerne af sædvanlig museumsdrift. Museet påtænkte imidlertid at afstå disse aktiviteter for fremover at kunne omfattes af reglerne om skattefrihed.

Museet ønskede afklaret om allerede foretagne henlæggelser efter selskabsskattelovens § 3, stk. 3, skulle beskattes i forbindelse med overgangen til skattefrihed, og om eventuelle skattepligtige avancer ved afståelse af aktiviteterne kunne modregnes med fradrag for uddelinger og henlæggelser efter § 3, stk. 2 og 3.

Skatterådet bekræftede, at museet ikke ville blive beskattet af tidligere henlæggelser ved overgangen til skattefrihed. Rådet bekræftede endvidere, at museet kunne udligne eventuelle skattepligtige avancer ved afståelsen af de pågældende aktiviteter med fradrag for uddelinger og henlæggelser.

Sagen angik bl.a., at Skattestyrelsen ikke havde godkendt medregnet overdækning på en kautionsforpligtelse ved opgørelsen af klagerens fradragskonto. Indledningsvis anførte Landsskatteretten, at en kautionsforpligtelse vedrørende kommanditselskabets gæld kunne medtages på fradragskontoen, når kommanditisten hæftede for denne som selvskyldnerkautionist. Som udgangspunkt kunne klageren som kommanditist, der havde kautioneret ved en pro rata-kaution for 130% af sin andel af kommanditselskabets gæld under forudsætning af, at regresret var fraskrevet over for komplementaren, medregne 100% på fradragskontoen, fordi klageren ville have regres over for de andre kommanditister for overdækningen på 30%. Imidlertid fandt Landsskatteretten under henvisning til særligt Østre Landsrets dom i SKM2013.727.ØLR, at hvis klageren som kommanditist havde indgået en aftale, der afskar også denne regresret, kunne det fulde beløb, inklusive overdækningen, medtages på fradragskontoen. Retten anførte bl.a., at Østre Landsrets dom i SKM2013.727.ØLR måtte forstås sådan, at overdækningen også kunne medtages på fradragskontoen, hvis kommanditisten havde fraskrevet sig regresret, og det i Landsskatterettens afgørelse i SKM2021.487.LSR anførte om spørgsmålet om overdækning og fradragskonto kunne ikke tillægges vægt i lyset af landsrettens dom i SKM2013.727.ØLR.
Retten fandt det samtidig under de konkret foreliggende omstændigheder godtgjort, at klageren som kommanditist havde givet afkald på regres vedrørende et engagement hos en bank, inden engagementet blev opsagt, og at hele klagerens selvskyldnerkaution vedrørende dette engagement dermed som udgangspunkt kunne medregnes til klagerens fradragskonto. Da retten samtidig fandt en række øvrige forhold vedrørende bl.a. resthæftelse for dokumenteret og en række yderligere betingelser for opfyldt, herunder at kautionsforpligtelserne ultimo året oversteg resthæftelsen ultimo året, kunne klageren medregne hele kautionsforpligtelsen på 130% vedrørende dette engagement ved opgørelsen af fradragskontoen. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse vedrørende klagerens fradrag for underskud bl.a. i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til fradrag for købsmoms af udgifter til opførelse af otte rækkehuse. Selskabet erklærede ved ansøgning om byggetilladelse, at rækkehusene skulle opføres med henblik på udlejning og underskrev i den forbindelse en tro- og loveerklæring, som fritog selskabet for at tegne en byggeansvarsforsikring. Ved færdigmeldingen af byggeriet til kommunen tinglyste selskabet en deklaration på ejendommen om udlejning i overensstemmelse med byggetilladelsen. Umiddelbart efter færdiggørelsen udlejede selskabet rækkehusene i overensstemmelse hermed. På baggrund af disse oplysninger fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde godtgjort en påstand om, at selskabet på fradragstidspunktet udelukkende havde til hensigt at sælge rækkehusene enkeltvis, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra a), og at betingelserne for fradrag efter momslovens § 37, stk. 1, dermed ikke var opfyldt. Landsskatteretten henviste til, at ejendommen i hele perioden var bogført i selskabets årsrapporter som et materielt anlægsaktiv, og at ejendommen i regnskabsåret 2018, hvor den var under opførelse, blev beskrevet som en investeringsejendom, samt at de enkelte rækkehuse ikke blev udmatrikuleret selvstændigt fra den samlede ejendom. Som følge af disse omstændigheder kunne det ikke føre til et andet resultat, at byggeriet blev finansieret ved en byggekredit, og at der forelå en formidlingsaftale om salg. Da selskabet løbende havde fratrukket købsmoms, selvom rækkehusene efter endt opførelse skulle anvendes til momsfritaget udlejning, fandt Landsskatteretten, at selskabet havde handlet mindst groft uagtsomt, og at betingelserne for ekstraordinær ændring af selskabets momstilsvar var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren skulle betale gaveafgift til Danmark af en pengegave på 2.607.500 kr., som han modtog den 5. oktober 2021. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at klageren som gavemodtager havde hjemting i Danmark samt var fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at klagerens mor som gavegiver var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland på gavetidspunktet den 5. oktober 2021. Henset hertil fandt Landsskatteretten, at der som udgangspunkt skulle betales gaveafgift til Danmark af pengegaven den 5. oktober 2021 fra klagerens mor, i det omfang gaven i kalenderåret 2021 oversteg det afgiftsfrie grundbeløb, der for dette år udgjorde 68.700 kr. Da klagerens mor var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland på gavetidspunktet den 5. oktober 2021, fandt Landsskatteretten, at Tyskland som hovedregel havde beskatningsretten til pengegaven i henhold til artikel 25, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Efter ordlyden af artikel 25, stk. 3, og artikel 26, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland samt forarbejderne til gennemførelse heraf i dansk ret fandt Landsskatteretten, at artikel 26, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland - udover fortrinsvis at være en metodebestemmelse - tillige var en beskatningsregel, jf. herved navnlig henvisningen til artikel 26 i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 25, stk. 3, sidste led. Herefter, og da klageren som gavemodtager og dermed som den begunstigede var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark på gavetidspunktet den 5. oktober 2021, fandt Landsskatteretten, at Danmark imidlertid havde beskatningsretten til pengegaven efter artikel 25, stk. 3, jf. artikel 26, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Sagen angik herefter, i hvilket omfang Danmark skulle indrømme fradrag for betalt gaveafgift til Tyskland i den danske gaveafgift af gaven modtaget den 5. oktober 2021. Uanset at gaven den 5. oktober 2021 var indgået i beregningen af den tyske skat eller gaveafgift af gaverne den 7. april 2022 og 15. juli 2022, fandt Landsskatteretten, at der ikke var betalt skat eller gaveafgift til Tyskland af gaven den 5. oktober 2021. Landsskatteretten fandt således, at der ikke var opkrævet tysk skat eller gaveafgift af denne gave, idet gaven på EUR 350.689 var under det tyske skattefrie bundbeløb på EUR 400.000 efter § 16 i Erbschaftsteuer- und Schenkungsteuergesetz (ErbStG). Danmark skulle derfor ikke ved gaveafgiftsberegningen give nedslag i den pålignede danske gaveafgift af gaven den 5. oktober 2021, jf. boafgiftslovens § 29, stk. 1, modsætningsvist. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger var en netvirksomhed som opkrævede elafgiften hos el-leverandører. El-leverandører kunne via datahubben for dens kunde anmode elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1 pkt. El-leverandøren viderefakturede så herefter elafgiften til dens kunde.

Spørgsmålet i sagen var fra hvilken dato elvarmesatsen for boliger med elopvarmning som hovedvarmekilde efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. skulle gælde fra.

Spørger ønskede bekræftet, at elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. først skulle finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor opvarmningsmidlet var blevet registreret i BBR som elopvarmet helårsbolig.

Skatterådet fandt, at ud fra ordlyden af elafgiftslovens § 6, stk. 3, nr. 1, bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget dertil og skatteministerens besvarelse af spørgsmål i udvalgsbehandling af lovforslaget, samt formuleringen i Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit E.A.4.3.10.7 kunne elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., tidligst indmeldes i datahubben med virkning fra datoen/tidspunktet for registreringen i BBR af elektricitet som opvarmningsmiddel.

Vejledningen beskriver hvordan I giver en medarbejder rettigheder til at kunne foretage gaveindberetningen.  

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af vederlag i form af aktier, erhvervelse af aktier ved udnyttelse af købe- eller tegningsretter samt erhvervelse af egne aktier mv.

Indberetningspligterne følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen gælder for selskaber:

• Der yder vederlag i form af aktier, som er omfattet af ligningslovens § 7P eller § 16.
• Over for hvilke købe- eller tegningsretter gøres gældende og er omfattet af ligningslovens §§ 7P, 16 eller 28.
• Der erhverver (tilbagekøber) egne aktier.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningslovens § 8 om tildeling af aktier samt erhvervelse af aktier ved udnyttelse af købe- eller tegningsretter og skatteindberetningslovens § 28 om erhvervelser af egne aktier.

De nærmere regler fremgår af kapitel 2 om indberetningspligter mv. efter skatteindberetningsloven.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af likvidationsprovenu.

Vejledningen gælder for det udloddende selskab m.v. eller den, der på vegne af selskabet foretager udlodning af likvidationsprovenu.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Spørger, der drev revisionsvirksomhed, var etableret som et aktieselskab, hvori en række af de ansatte var aktionærer. Spørger påtænkte at overdrage samtlige aktiver og passiver i Spørger til et nystiftet partnerselskab, som skulle videreføre driften uændret. I samme forbindelse vil hver ansat stifte et holdingselskab (i form af et anpartsselskab), som hver især ville have en ejerandel i partnerselskabet.

Skatterådet kunne bekræfte, at overdragelsen af samtlige virksomhedsaktiviteter i forbindelse med omstruktureringen af Spørger til et partnerselskab udgjorde en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens § 4, stk. 5.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at partnerselskabet med baggrund i den momsmæssige succession ved virksomhedsoverdragelsen efter erhvervelsen af virksomhedsaktiviteten kunne opretholde retten til at foretage fradrag i momsgrundlaget efter de almindelige regler om tab på debitorer. Dette uanset fordringerne blev overdraget til en nedskrevet værdi.