Sagen angik, om appellanten var skattepligtig af værdien af rådigheden over fri bil i indkomstårene 2015-2017, eller om betingelserne for at undtage denne beskatning, i henhold til administrativ praksis om splitleasing, var opfyldt.

Landsretten fandt, at det bl.a. følger af Ligningsrådets afgørelse i SKM.2001.255, at der ved "deleleasing"/"splitleasing" skal ske en løbende afregning over for leasingselskabet på baggrund af det faktiske antal kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel. 

Landsretten fandt ikke, at leasingarrangementet, hvor der først flere år efter indgåelsen af leasingarrangementet skete en afregning på baggrund af det faktiske antal kørte kilometer, opfyldte betingelserne for skattefritagelse. Landsretten fandt endvidere ikke, at det kunne tillægges betydning, at der kun havde været tale om en beskeden korrektion i forbindelse med en slutafregning i 2018.

Appellanten var derfor skattepligtig af værdien af fri bil. 

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom (SKM2022.540.BR).

Spørger er en erhvervsdrivende fond, der på forskellig vis støtter og gennemfører initiativer til gavn for et almennyttigt formål. Spørger - der er en selvstændig fond - er en del af organisationen omkring X. Spørgers formål er ifølge vedtægterne at støtte initiativer, der er til gavn for det almennyttige formål, herunder X, ved at planlægge og afholde arrangementer.

Som led i Spørgers almenvelgørende arbejde står Spørger bag Y, som er et arrangement, hvorfra Spørger oppebærer indtægter fra salg af billetter, mad, drikke og merchandise.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørgers indtægter kan momsfritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 21. Momsfritagelse efter denne bestemmelse forudsætter, at den afgiftspligtige person i sig selv har et almenvelgørende formål, ligesom den afgiftspligtige person skal foretage transaktioner omfattet af momsfritagelserne af transaktioner med tilknytning til hospitalsbehandling mv., social sikring og bistand, beskyttelse af børn og unge, uddannelse og undervisning, organisationer af politisk, fagforeningsmæssig, filantropisk og lignende karakter, sport og kultur, jf. SKM2004.444.LSR, hvilket Spørger ikke gør.

Spørgerne var en anpartshaver, der forud for lukningen af minkerhvervet i 2020 drev to minkfarme i personligt regi, og hans anpartsselskab, der tidligere drev følgeerhverv til minkvirksomhed i form af udlejning af minkhaller og inventar til anpartshaverens personligt ejede virksomhed. Spørgerne overvejede at ansøge om erstatning for tvunget ophør af minkvirksomhed efter den skematiske ordning og efter reglerne om sambehandling. Det var Skatterådets opfattelse, at den del af erstatningsbeløbet, der under de beskrevne omstændigheder blev udbetalt til anpartshaveren, men som tilkom anpartsselskabet, ikke skulle anses for at være omfattet af ligningslovens § 16 E, såfremt videreførslen til anpartsselskabets konto skete uden ugrundet ophold. En eventuel beskatning af anpartshaveren var dermed afhængig af, om erstatningsbeløbet var omfattet af ligningslovens § 16 E, hvorimod beskatningen af anpartsselskabet var uafhængig af en eventuel beskatning af anpartshaveren. Skatterådet afviste at svare på virkningen af et påtænkt skatteforbehold, da Skatterådet ikke havde indsigt i grundlaget. Det var desuden Skatterådets opfattelse, at en påtænkt aftale om, at en eventuel samlet større erstatningssum end ved individuel ansøgning udelukkende skulle tilfalde anpartshaveren, hverken kunne håndhæves i praksis eller i øvrigt ville være på markedsvilkår, hvis den kunne håndhæves.

Sagen angik, hvorvidt skatteyderne, ved erhvervelse af en ejendom i Y1-land, havde godtgjort, at betingelserne for genanbringelse af ejendomsavance i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A var opfyldt. 

Retten fandt, at det påhvilede skatteyderne at bevise, at de ved overtagelsen af ejendommen anvendte ejendommen erhvervsmæssigt i egen erhvervsvirksomhed. 

Efter rettens vurdering blev der ikke ved de for retten afgivne vidneforklaringer tilført sagen yderligere sikre oplysninger om driften af ejendommen, end dem, der fremgik af de skriftlige erklæringer, som forelå for Landsskatteretten. 

Desuden anførte retten, at skatteyderne - uanset, at de som interessenter i selskabet, hvori de erhvervede ejendommen, og som ejere af et andet selskab, hvormed det var gjort gældende, at der ved driften på den erhvervede ejendom skete samhandel - hverken havde fremlagt bogføring eller et eneste originalt bilag, hvoraf den erhvervsmæssige drift i skatteydernes egen erhvervsvirksomhed på ejendommen, kunne dokumenteres. 

Endelig fandt retten, at bevisbyrden for, at betingelserne for genanbringelse af ejendomsavancen i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 5, ikke var løftet.

Spørger påtænkte at sælge selskabets ejerandel i H1 til et nystiftet selskab i land uden DBO med Danmark, ejet 100 % af det danske selskabs moderselskab, der var skattemæssigt hjemmehørende i Canada. Baggrunden for salget var, at Spørger påtænkes likvideret, og aktiverne i selskabet ønskedes frasolgt inden likvidationen. H1 udgjorde en samarbejdsaftale med to andre selskaber om (aktivitet udeladt) i X-land.

Spørger ønskede derfor bekræftet, at aktiviteten i H1 efter danske skatteregler udgjorde et fast driftssted i X-land og at indtægter og udgifter fra aktiviteten i H1 derfor ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den danske skattepligtige indkomst jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2.

Såfremt dette blev bekræftet, blev det ønsket bekræftet, at Spørger ved et salg af ejerandelen i H1 ikke skulle indregne det realiserede provenu ved opgørelsen af den danske skattepligtige indkomst. Endelig blev det ønsket bekræftet, at det canadiske moderselskab ved modtagelse af en udlodning fra Spørger af det realiserede provenu fra salget af ejerandelen i H1 ikke var begrænset skattepligtig til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1.

Skatterådet svarede bekræftende på alle tre spørgsmål.

Rentesatser til beregning af renter og procenttillæg af restskat samt procentgodtgørelse på overskydende skat er her fastsat for indkomståret 2022 

A (Spørger) havde som led i et tidligere ansættelsesforhold til G1 Virksomhed A/S (Selskabet) fået tildelt warrants til børsnoterede aktier i Selskabet. Warrants var omfattet af ligningslovens § 28.

Selskabet havde ved SKM2024.92.SR fået bindende svar på, at udnyttelsestidspunktet for warrants kunne fastsættes til den dag, hvor bestyrelsen i Selskabet besluttede at foretage kapitalforhøjelsen, og der på dette grundlag skete emission af nye aktier. Svaret blev afgivet på grundlag af Selskabets beskrivelse af processen for udnyttelse af warrants.

Spørger havde i den foreliggende sag oplyst, at denne proces ikke var i overensstemmelse med de faktiske forhold og de selskabsretlige regler for kapitalforhøjelse i form af udstedelse af warrants.

Skatterådet konstaterede, at der ikke fandtes specifikke selskabsretlige regler for, hvordan udnyttelse af warrants skulle ske. Skatterådet vurderede dog, at Selskabet var forpligtet til at udstede aktierne i overensstemmelse med warrantaftalen, når Spørger som warrantindehaver meddelte Selskabet, at han ønskede at tegne aktier i Selskabet i henhold til udstedte warrants.

Skatterådet bekræftede herefter, at værdien ved Spørgers udnyttelse af warrants som omfattet af ligningslovens § 28, skulle opgøres som forskellen mellem børskursen for aktier i Selskabet på den dag, hvor Spørger meddelte over for Selskabet, at warrant ønskedes udnyttet og udnyttelseskursen. Skatterådet bekræftede desuden, at den senest forudgående lukkekurs på aktierne i Selskabet forud for denne meddelelsesdato, skulle anvendes, hvis meddelelsesdatoen ikke var en bankdag.

Sagen angik, om der var grundlag for at opkræve fuld registreringsafgift af tre køretøjer.

Leasingvirksomheden havde erhvervet køretøjerne fra en forhandler, og det var i den forbindelse aftalt, at leasingvirksomheden kunne bringe sit krav på førstegangsydelse over for leasingtageren i modregning i den købesum, der skulle betales til forhandleren.

Der var mellem parterne enighed om, at det ikke var godtgjort, at leasingtagerne selv havde betalt førstegangsydelserne til leasingvirksomheden.

Retten fandt, at dette ikke i sig selv kunne medføre, at en leasingaftale ikke kan betragtes som reel eller som bortfaldet.

Retten fandt desuden, at leasingaftalerne indeholdt de oplysninger, der var krævet i den dagældende registreringsafgiftslovs § 3 b, stk. 10.

Sagen handler om hvorvidt overdragelsen af en udlejningsejendom er omfattet af momslovens regler om momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens § 4, stk. 5.

Skatterådet kan bekræfte, at overdragelsen af den konkrete udlejningsejendom er omfattet af momslovens regler om momsfri virksomhedsoverdragelse jf. momslovens § 4, stk. 5.

Der er ved vurderingen lagt vægt på, at der er tale om overdragelse af en hel udlejningsejendom med tilhørende udlejningsaftale samt andre rettigheder og forpligtigelser, og erhverver, efter det oplyste, har til hensigt at videreføre den momspligtige udlejningsaktivitet.

I spørgsmål 1, 3 og 5 ønskedes det bekræftet, at fondens uddelinger til tre forskellige hæderspriser var fradragsberettigede almennyttige uddelinger, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1. Da der var tale om personlige hæderspriser, som blev uddelt til personer, der arbejdede inden for forskning, var det Skatterådets opfattelse, at hæderspriserne, ligesom i SKM2010.391.SR, måtte anses for at være fradragsberettigede almennyttige uddelinger, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1. Spørgsmålene blev derfor bekræftet.

I spørgsmål 2, 4 og 6 ønskedes det bekræftet, at de samme uddelinger kunne anses for udøvelse af velgørende aktiviteter i henhold til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 11, litra d. Spørger søgte specifikt bekræftet, at de påtænkte uddelinger skulle anses for at være velgørende udlodninger i relation til § 4, nr. 11, litra d, og således ikke i sig selv udgjorde et diskvalificerende forhold, som potentielt kunne forhindre Spørger i samlet set at opfylde betingelserne i § 4, nr. 11, for at udgøre en undtaget nonprofitorganisation.

Det fremgik af begrundelsen til spørgsmål 1, 3 og 5, at de påtænkte uddelinger skulle anses for fradragsberettigede almennyttige uddelinger, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1. De nævnte formål blev efter Skatterådets opfattelse anset for forenelige med de nævnte formål for velgørende nonprofitorganisationer i minimumsbeskatningsloven (dvs. religiøse, velgørende, videnskabelige, kunstneriske, kulturelle, sportslige, uddannelsesmæssige eller andre lignende formål som oplistet i den første formålskategori i § 4, nr. 11, litra a). Der blev ikke fundet konkrete forhold, der pegede på, at kvalifikationen af formålet skulle være anderledes efter minimumsbeskatningsloven end efter fondsbeskatningsloven.

På baggrund af en samlet konkret vurdering var det Skatterådets opfattelse, at de påtænkte uddelinger måtte anses for at følge af udøvelsen af enhedens velgørende aktiviteter i relation til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 11, litra d.

Et selskab havde en aftale med en udenlandsk myndighed. Myndigheden ville imidlertid kun udbetale betalingen for det udførte arbejde til en bankkonto tilknyttet et cpr.nr. Til det formål havde selskabets kapitalejer oprettet en konto i eget navn i samme udenlandske bank, hvor selskabet havde sin selskabskonto. Forretningsgangen var, at pengene blev overført fra myndigheden til kapitalejerens konto. Kapitalejeren overførte derefter pengene inklusive rentetilskrivninger til en bankkonto tilhørende selskabet. Selskabet og selskabets kapitalejer spurgte, om Skatterådet kunne bekræfte, at udbetalinger fra myndigheden, som kortvarigt gik via selskabets kapitalejers private konto, ikke var et skattepligtigt lån. Det var Skattestyrelsens opfattelse, at de beløb fra myndigheden, der under de beskrevne omstændigheder blev udbetalt til kapitalejerens konto og videreført til selskabets konto, ikke skulle anses for at være omfattet af ligningslovens § 16 E i det omfang, at beløbene blev videreført til selskabets konto uden ugrundet ophold. Det var under forudsætning af, at det var den udenlandske myndigheds praksis, at pengene kun udbetales til personer, hvorfor myndigheden havde fastsat krav om, at betalinger for det udførte arbejde skete til en bankkonto, der var tilknyttet et cpr-nr.

Skatterådet lagde til grund for besvarelsen, at det på forhånd var aftalt mellem selskabet og kapitalejeren, at kontoen og dens midler udelukkende var selskabets, at kontoen også blev administreret i henhold til denne aftale og dermed som selskabets konto, at det udelukkende var selskabets midler, der var på kontoen og at der aldrig var eller ville tilgå midler fra kontoen til kapitalejeren.

Meddelelse om skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter mv., gældende for 2025

Spørger var ejet af A med 70 % og hans tre børn med hver 10 %. Det ene barn, B, ønskede at udtræde som aktionær i koncernen. Det påtænktes at gennemføre en skattefri ombytning af aktierne i Spørger uden tilladelse, således at alle aktionærer ville ombytte deres aktier i Spørger til et nyt selskab, "Nyt Holdning". Herefter påtænktes gennemført en udlodning fra Spørger til Nyt Holding. Udlodningen ville svare til 10 % af den samlede værdiansættelse af Spørger. Umiddelbart efter udlodningen ville der gennemføres en skattefri ophørsspaltning uden tilladelse af Nyt Holdning til to nye selskaber, der ville opstå i forbindelse med spaltningen. Der ville fordeles likvider til B’s selskab i overensstemmelse med ejerforholdet, mens kapitalandelene i Spørger fordeles til det modtagende selskab, som A og de to andre børn skulle eje i fællesskab.

Spørger ønskede derfor bekræftet, at den påtænkte ophørsspaltning kunne gennemføres efter fusionsskattelovens regler og uden at være i strid med ligningslovens § 3. Skatterådet bekræftede, at betingelserne for at foretage en skattefri ophørsspaltning uden tilladelse var anset for opfyldt, og at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse. Skatterådet fandt dog i strid med Spørgers ønske, at holdingkravet ved den foretagne aktieombytning ikke kunne anses for opfyldt, og at aktieombytningen til det nystiftede holdingselskab dermed ville være skattepligtig.

Styresignalet beskriver muligheden for genoptagelse af afgiftstilsvar for tillægsafgift af mousserende vin og frugtvin m.m. på over 15 pct. vol., men ikke over 22 pct. vol. som følge af ændring af øl- og vinafgiftsloven, jf. lov nr. 333 af 9. april 2024. Ændringen medfører, at der fra 1. juli 2024 ikke længere opkræves tillægsafgift af varer, der er afgiftspligtige efter øl- og vinafgiftslovens § 3, stk. 2, nr. 3, selv om varerne forefindes på flasker med champagneproplukke med fastholdelsesanordning eller har et overtryk på mindst 3 bar ved 20º C.

Skatteyderen var ubestridt skattepligtig af aktieavance ved fraflytning, men selvangav ikke denne avance. 

Retten fandt, at Skattestyrelsen med rette have genoptaget skatteyderens ansættelse ekstraordinært. Retten lagde bl.a. vægt på, at skatteyderen, der var eneanpartshaver og involveret i selskabernes drift, måtte ved fraflytning fra Danmark åbenbart have anledning til at overveje, om fraflytningen kunne have skattemæssige konsekvenser. Ved at undlade at orientere sig om sin retsstilling, f.eks. via en googlesøgning om skat ved fraflytning til udlandet, havde eneanpartshaveren udvist grov uagtsomhed. Det kunne ikke føre til et andet resultat, om skatteyderen måtte have søgt rådgivning hos sin revisor, og det var uden betydning, at skatteyderen selv havde kontaktet Skattestyrelsen efterfølgende, fordi skatteyderen var blevet opmærksom på reglerne om aktieskat ved ophør af dansk beskatningsret.

Retten fandt desuden, at Skattestyrelsens afslag på skatteyderens anmodning om henstand efter aktieavancebeskatningslovens § 39, var berettiget. Skatteyderens ansøgning om henstand med aktieskatten var ubestridt indgivet efter fristens udløb. Retten fandt, at Skatteforvaltningen ved stillingtagen til fristoverskridelser er tillagt en bred skønsmargin, og at skønnet alene kan tilsidesættes, hvis det er behæftet med en retlig mangel af væsentlig karakter. Det var ikke godtgjort, ligesom det ikke var godtgjort, at afgørelsen stred mod den foreliggende administrativ praksis og lighedsgrundsætningen.

Sagen angik for det første, hvor stor en del af den påklagede ejendom, der skulle fritages for grundskyld som følge af en på ejendommen tinglyst bevaringsdeklaration. Landsskatteretten udtalte, at afgørelsen af, hvor stor en del af grundværdien, der grundet en bevaringsdeklaration skulle fritages for grundskyld, skulle foretages på grundlag af et skøn. Landsskatteretten fandt herefter, at fritagelsen skulle omfatte et areal svarende til det bebyggede areal af de fredede bygninger samt den del af grunden, der kunne anses for at være gårdsplads til de fredede bygninger. Bestemmelsen i ejendomsbeskatningslovens § 7, stk. 1, litra d, om fredede ejendomme, hvorpå der er tinglyst en særlig bevaringsdeklaration i henhold til lovgivningen om bygningsfredning, fastsatte ikke nærmere, hvordan gårdspladsen til en fredet bygning skulle afgrænses. Under hensyn til Skov- og Naturstyrelsens afgørelse om fredning af ejendommen, størrelsen af de fredede bygninger og placeringen af disse på grunden, lokalplanen for ejendommen og den på ejendommen tinglyste tåledeklaration fandt Landsskatteretten, at et promenadeareal ikke kunne kategoriseres som gårdsplads til de fredede bygninger. Landsskatteretten fandt derfor, at der ikke var grundlag for at fritage ejendommen i sin helhed for grundskyld. Landsskatteretten tiltrådte Vurderingsstyrelsens opgørelse af den del af grunden, der var fritaget for grundskyld. Landsskatteretten stadfæstede derfor Vurderingsstyrelsens afgørelse på dette punkt.

For det andet angik sagen, om der var grundlag for at genoptage vurderingerne for 2014, 2016, 2018 og 2019 med henblik på nedsættelse af grundværdien under henvisning til, at bebyggelsesprocenten var forkert. Landsskatteretten fandt, at bebyggelsesprocenten, som indgik som et del-element ved anvendelsen af det vurderingstekniske hjælpemiddel i form af etagearealprincippet, ikke var en fejlregistrering, der kunne begrunde genoptagelse. Bebyggelsesprocenten var således alene en beregningsteknisk hjælp til udøvelse af skønnet over handelsværdien af grunden, jf. også SKM2018.101.LSR, der vedrørte en eventuel forkert henførelse af en grund til et givent grundværdiområde.

Landsskatteretten stadfæstede derfor også Vurderingsstyrelsens afgørelse på dette punkt.

Sagen drejede sig om, hvorvidt den af Skattestyrelsen foretagne skønsmæssige forhøjelse af klagerens overskud af virksomhed var berettiget, om klageren havde ret til fradrag i overensstemmelse med de fremlagte købsbilag, og om klageren havde ret til fradrag for afskrivninger på en varebil. Landsskatteretten fandt, at der var grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse af klagerens skattepligtige indkomst vedrørende overskud af virksomhed, idet klageren ikke havde selvangivet overskud af virksomhed for indkomståret 2019, og da virksomheden ikke ansås for ophørt. Bortset fra enkelte indsætninger anså Landsskatteretten det for berettiget, at Skattestyrelsen havde anset indsætninger på klagerens private konti for at vedrøre omsætning i den videreførte transportvirksomhed. Landsskatteretten anså det endvidere for berettiget, at Skattestyrelsen ikke havde godkendt en række fradrag, idet Landsskatteretten dog for så vidt angår enkelte udgifter anså det for godtgjort, at der var tale om fradragsberettigede udgifter. For så vidt angik spørgsmålet om afskrivning på et køretøj, bemærkede Landsskatteretten, at køretøjet udgjorde et driftsmiddel, hvor værdien skulle afskrives efter afskrivningslovens bestemmelser, og at det af afskrivningslovens § 45 fremgik, at anskaffelsessummen af et aktiv skulle omregnes til en kontantværdi på baggrund af den kontante del af anskaffelsessummen med tillæg af kursværdien af aktivets eventuelle gældsposter. Da den fastsatte kontantværdi var afgørende for, hvor meget der kunne fradrages i indkomstopgørelsen som ordinære afskrivninger, var det afgørende, om ligningslovens § 8 Y fandt anvendelse ved fastsættelse af kontantværdien, hvis aktivet var indkøbt uden anvendelse af digital betaling. Landsskatteretten fandt, at begrebet "fradrag" i ligningslovens § 8 Y, stk. 1, omfattede alle former for fradrag, uanset den bagvedliggende hjemmel som begrundede fradraget, herunder også afskrivninger efter afskrivningsloven. Landsskatteretten fandt således, at det ved opgørelse af kontantværdien efter afskrivningslovens § 45, stk. 1, var et krav, at aktivet var betalt digitalt. Idet der ikke var fremlagt dokumentation for digital betaling af køretøjet, skulle kontantværdien efter afskrivningslovens § 45, stk. 1, opgøres til 0 kr. Da saldoværdien på denne baggrund udgjorde 0 kr., udgjorde årets afskrivninger tillige 0 kr., og Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt.

Landsskatteretten og Skattestyrelsen havde truffet afgørelser om, at klageren vedrørende henholdsvis indkomstårene 2017-2020 og indkomståret 2021 hæftede for manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag med i alt 5.445.301 kr. i indkomst udbetalt til udenlandsk arbejdskraft. Efterfølgende anmodede klagerens repræsentant om genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2017-2021 med henblik på, at klageren under genoptagelserne skulle indrømmes fradrag for hæftelsesbeløbet fordelt på de enkelte indkomstår. Genoptagelsesanmodningen var, for så vidt angik indkomstårene 2019-2021 omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, om ordinær ansættelse, og for så vidt angik indkomstårene 2017 og 2018 af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, jf. stk. 2, om ekstraordinær ansættelse. I Skattestyrelsens afgørelse omtaltes afslutningsvis bestemmelserne om ordinær og ekstraordinær ansættelse i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Skattestyrelsens afgørelse byggede imidlertid ikke på dette retsgrundlag, men på materielle fradragsregler i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og kursgevinstloven. Landsskatteretten forstod derfor Skattestyrelsens afgørelse således, at Skattestyrelsen havde genoptaget alle de omhandlede indkomstår, men ikke havde godkendt fradrag for udgifterne til hæftelsen for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Sagen angik for Landsskatteretten herefter, om klageren havde fradragsret for de beløb, som klageren hæftede for vedrørende de enkelte indkomstår.

Landsskatteretten anførte, at klageren ved udbetalingerne af A-indkomsten til den udenlandske arbejdskraft, som udgjorde fradragsberettigede lønudgifter i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, undlod at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. De udgifter, som klageren hæftede for efter reglerne i kildeskatteloven og arbejdsmarkedsbidragsloven, vedrørte de omhandlede personers A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Udgifterne var således ikke anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde klagerens skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. I øvrigt var der ikke opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale de pågældende hæftelsesbeløb i indkomstårene 2017-2021, idet disse forpligtelser først opstod ved Landsskatterettens og Skattestyrelsens efterfølgende afgørelser om hæftelsen.

Videre anførte Landsskatteretten, at det fulgte af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, at den, som undlod at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, umiddelbart var ansvarlig over for det offentlige for betaling af manglende beløb, medmindre vedkommende godtgjorde ikke at have udvist forsømmelighed. Det fulgte af Landsskatterettens og Skattestyrelsens afgørelser vedrørende hæftelsen, at klageren ikke havde løftet denne bevisbyrde. Et eventuelt tab som følge af hæftelsen ville derfor ikke være udslag af en normal driftsrisiko og ville derfor heller ikke være fradragsberettiget som et driftstab, jf. praksis herom, der var beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit C.C.2.2.3.1.

Endelig anførte Landsskatteretten, at klagerens hæftelse for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag blev fastslået ved Landsskatterettens og Skattestyrelsens afgørelser herom. Som følge heraf fandt Landsskatteretten som anført, at der først ved Landsskatterettens og Skattestyrelsens nævnte afgørelser opstod en endelig retlig forpligtelse for klageren til at afholde de omhandlede udgifter. Allerede derfor havde klageren i indkomstårene 2017-2021 ikke en fordring i form af et regreskrav mod de pågældende personer, hvorpå klageren eventuelt havde lidt et tab, der for de nævnte indkomstår var omfattet af reglerne i kursgevinstloven.

Med denne begrundelse stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Med skibet HS, transporterede Spørger betalende lystfiskere ud til Y-sted, der ligger uden for det danske momsområde. Spørger ønskede bekræftet, at sejladsen til Y-sted var sejlads i udenrigsfart, således han kunne modtage brændstof til skibet momsfrit. Spørger ønskede endvidere bekræftet, at der ikke skulle betales lønsumsafgift for sejlads i udenrigsfart.

Skatterådet kunne bekræfte, at sejlads med skibet HS ud til Y-sted, en destination som ligger uden for det danske momsområde, var sejlads i udenrigsfart, idet skibet overvejende blev anvendt til at sejle lystfiskere ud til denne destination. Det var for denne vurdering ikke afgørende, om den destination, der ligger uden for det danske momsområde, var en havn eller en anden defineret destination.

Skatterådet bekræftede endvidere, at Spørger ikke var omfattet af lønsumsafgiftspligten i forbindelse med personbefordring af lystfiskere til Y-sted, idet Spørger sejlede direkte ud til denne destination uden for det danske momsområde.