Spørger var et rederi, der leverede både overførsel af biler og overførsel af passagerer. Overførsel af biler kunne ikke købes særskilt. Derimod kunne overførsel af passager købes særskilt. Spørger solgte derudover kombinationsbilletter, dvs. billetter, der dækkede transport af såvel bilen (momspligtigt) som medfølgende personer (momsfrit). Sagen angik, hvordan momsgrundlaget for kombinationsbilletterne skulle fastsættes, dvs., hvordan vederlaget skulle fordeles mellem den momspligtige og momsfrie del af billetten.

Spørger ønskede at fastsætte vederlaget for personbefordringen som den realiserede gennemsnitspris pr. passager ganget med det gennemsnitlige realiserede passagerantal pr. bil. Spørger ønskede at fastsætte vederlaget for transport af bilen som differencen mellem vederlaget for kombinationsbilletten og vederlaget for personbefordringen.

Skatterådet fandt, at Spørger skulle foretage konkrete vurderinger og beregninger for alle relevante billettyper og perioder af, om passager i biler opnåede rabat på passagerbefordringen, som alene kunne opnås ved køb af kombinationsbilletter. Hvis det blev konstateret, at der blev ydet en sådan rabat, skulle der tages højde for den ved beregningen af vederlaget for personbefordringen i forbindelse med kombinationsbilletter.

Hvis det blev konstateret, at vederlaget for en kombinationsbillet, selvom den dækkede både transport af bil og alle de medfølgende personer, ikke var væsentlig større end den gennemsnitlige markedspris for overførsel af 1-2 personer, fandt Skatterådet, at momsen udgjorde 20 pct. af billetprisen inkl. moms fratrukket den gennemsnitlige markedspris for en personbillet.

Hvis det blev konstateret, at der ikke blev ydet en rabat til passager i biler, kunne Spørger opgøre vederlaget for personbefordring og for transporten af bilen, som ønsket af Spørger.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at transport af en bil skulle anses som en biydelse til en hovedydelse bestående i momsfritaget persontransport, sådan at hele betalingen for kombinationsbilletter var momsfritaget.

I forbindelse med H1s ønske om at frikøbe sig fra en tilskudsdeklaration, der var tinglyst på H1s ejendomme, anmodede Kommunen H2 det daværende SKAT om at vurdere de pågældende ejendomme. Kommunen H2 påklagede SKATs udtalelse om værdien til Landsskatteretten, der afviste klagen.

Hovedsagen mellem H1 og Kommunen H2 angik i første række, om Kommunen H2 var forpligtet til at afgive et frikøbstilbud til H1 baseret på SKATs værdiansættelse af ejendommene, og i anden række, om Kommunen H2 var forpligtet til at afgive frikøbstilbud på et andet grundlag.

Skatteministeriet var adciteret af Kommunen H2. Adcitationssagen angik, om SKATs udtalelse om ejendommenes handelsværdi var en forvaltningsretlig afgørelse, der kunne prøves af Landsskatteretten, og i modsat fald, om SKAT skulle anerkende en højere værdiansættelse.

Hvad angår hovedsagen mellem H1 og Kommunen H2 fandt landsretten, at SKATs udtalelse om ejendommenes værdi ikke var bindende for Kommunen H2s afgørelse om frikøb, men at Kommunen H2 burde have fremsat et konkret frikøbstilbud til H1 på et andet grundlag.

Hvad angår adcitationssagen, stadfæstede landsretten byrettens resultat med henvisning til de af byretten anførte grunde. Landsretten fandt således, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist klagen over SKATs udtalelse om ejendommenes værdi, idet udtalelsen ikke var en afgørelse, der kunne påklages til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 6 og § 11. Eftersom Kommunen H2 ikke var bundet af SKATs værdiansættelse, fandt landsretten endvidere, at Kommunen H2 ikke havde retlig interesse i at få påkendt Kommunen H2s subsidiære påstande om, at Skatteministeriet skulle anerkende andre værdier af ejendommene end den af SKAT skønnede.

Spørger foretog en jordomsejling med betalende gaster ombord. Spørger ønskede bekræftet, at leveringsstedet for Spørgers leverance mod gaste-betaling, ikke var i Danmark.

Skatterådet bekræftede, at Spørger leverede én samlet ydelse mod vederlag, i form af køjeplads og mulighed for at bo og leve ombord på båden, hvor rammerne for fællesskabet, en fælleskasse og den fælles rejse allerede var etableret. Den samlede ydelse indeholdt også unikke rejseoplevelser, dykning og aktiviteter på land, hvor Spørger guidede og delte erfaringer og gode råd.

Den samlede ydelse havde ikke leveringssted i Danmark, da Spørger hverken havde etableret hjemstedet for sin virksomhed i Danmark eller havde et fast forretningssted i Danmark, hvorfra virksomheden udøves.

I forbindelse med Vejdirektoratets udvidelse af motorvej var en del af Spørgers landbrugsejendom blevet eksproprieret mod betaling af en erstatning til Spørger. Arealerne, som var eksproprieret, var ubebygget landbrugsjord i landzone. I henhold til anlægsloven for det pågældende anlægsarbejde var transportministeren bemyndiget til at anlægge motorvejen. Det fremgik også af anlægsloven, at projektet ikke kræver tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. Matriklerne kunne således bebygges med det nødvendige for etableringen af motorvejen.

Skatterådet kunne bekræfte, at arealafståelse ved ekspropriation, som skulle anvendes til udvidelse af motorvej, var momspligtig som overdragelse af en byggegrund. Skatterådet havde henset til, at et motorvejsanlæg var en grundfast konstruktion og dermed en bygning i momsretlig henseende.

Skatterådet kunne bekræfte, at arealafståelse ved ekspropriation, som skulle anvendes til etablering af regnvandsbassin, var momspligtig som overdragelse af en byggegrund. Skatterådet havde henset til, at et regnvandsbassin var en grundfast konstruktion og dermed en bygning i momsretlig henseende.

Skatterådet kunne bekræfte, at servituterstatninger og øvrige erstatninger, som ikke var arealafståelse, som var givet i forbindelse med ekspropriation til udvidelse af motorvej og anlæggelse af regnvandsbassin, var fritaget for moms.

For så vidt angår servituterstatningerne havde Skatterådet henset til, at den jord, som servitutterne påhvilede, også efter ekspropriationen og pålæggelse af servitutter var omfattet af landbrugspligt. Det var herefter Skatterådets vurdering, at den jord, som servitutterne påhvilede, ikke var beregnet til bebyggelse og dermed ikke var en byggegrund i momslovens forstand.

For så vidt angår de øvrige erstatninger (erstatning for ændring af markkort, for selv at indhente panthaversamtykke, forringet arrondering, ejendomsskattekompensation og godtgørelse for sagkyndig bistand), vurderede Skatterådet, at der ikke var tale om vederlag for en modydelse i
momslovens forstand.

Skatterådet kunne bekræfte, at udbetalingen af renter på ekspropriationserstatning ikke var
momspligtig, jf. momslovens § 27, stk. 3, nr. 4.

Sagen angik, om sagsøgeren havde ret til fradrag for dels en række driftsudgifter og afskrivninger dels købsmoms i sin enkeltmandsvirksomhed. Retten fandt, at sagsøgeren for størstedelen af udgifterne ikke var berettiget til hverken fradrag for driftsomkostninger, afskrivninger eller købsmoms. Retten fandt dog, at sagsøgeren ved en fejl blev nægtet fradrag for den samme udgift to gange, hvorefter sagsøgerens skatteansættelse og momstilsvar blev nedsat med mindre beløb. 

Et anpartsselskab afholdt udgifter på ca. 7 mio. kr. til at opføre et hus til X, som var ansat og mindretalsaktionær i selskabet. Spørgsmålet i sagen var, om udgifterne var fradragsberettigede driftsudgifter efter statsskattelovens § 6 eller lønudgifter efter ligningslovens § 8 N. 

Selskabet gjorde gældende, at udgifterne var driftsbegrundede, idet selskabet ønskede at opføre et demohus til et nyt forretningskoncept. Huset blev opført på X’s private grund og blev aldrig brugt som demohus. 

Retten fandt, at selskabet ikke kunne fradrage udgifterne til opførelsen af huset.

Sagen angik derudover, hvor stor en formuefordel X havde modtaget fra selskabet ved opførelsen af huset. Der var i sagen enighed om, at X havde betalt for lidt for huset og derved modtaget en formuefordel. Spørgsmålet var, om formuefordelen bestod i ejendommens markedsværdi eller husets kostpris. 

Retten fandt, at formuefordelen svarende til husets kostpris og ikke skulle begrænses til ejendommens markedsværdi. 

Retten fandt endeligt, at formuefordelen var modtaget som en skattepligtig gave efter statsskattelovens § 4 og ikke udgjorde hverken maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A, et personalegode eller løn. 

Byretten (tre dommere) fandt, at tilrådighedsstillelse af adgang til et finansielt handels- og informationssystem var momspligtig, idet fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, om forhandling og formidling af værdipapirhandler ikke fandt anvendelse. Retten lagde vægt på, at det ville være i strid med formålet med de finansielle momsfritagelser at fritage ydelsen for moms, da fastsættelsen af afgiftsgrundlaget ikke var forbundet med vanskeligheder. Retten lagde endvidere vægt på, at der momsretligt var tale om én samlet ydelse, og at den gennemsnitlige bruger af systemet efterspurgte en kombination af systemets forskellige elementer, hvorfor der ikke var tale om en hovedydelse og en biydelse, men derimod en samlet ydelse, hvis enkeltelementer skulle sidestilles. Da nogle af ydelsens delelementer isoleret set ikke var momsfritaget, var den samlede ydelse momspligtig, uanset om andre af delelementerne isoleret set var momsfritaget.

Som forhold 1 var T tiltalt for chokoladeafgiftssvig ved i perioden fra den 1. marts 2015 til den 8. februar 2017, som ejer og direktør i et selskab, med forsæt til at unddrage det offentlige afgift, at have modtaget afgiftspligtige varer fra andre EU-lande uden forud for vareafsendelsen, at have ladet sig registrere som midlertidig varemodtager hos told- og skatteforvaltningen, anmelde transporten til told- og skatteforvaltningen samt indbetale afgiften af de afgiftspligtige varer til told- og skatteforvaltningen, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 604.293 kr. i afgift.

T var som forhold 2 og 3 tiltalt for momsvig ved for perioden fra den 1. marts 2015 til den 31. december og igen fra den 1. april 2016 til den 8. februar 2017, som ejer og direktør i et selskab, med forsæt til at unddrage det offentlige moms, at have fortiet oplysninger om selskabets salgs- og købsmoms til brug for afgiftskontrollen, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 487.408 kr. i moms samt for perioden fra den 31. december 2015 til den 31. marts 2016, som ejer og direktør i selskabet med forsæt til at unddrage det offentlige moms, at have undladt at anmelde virksomheden til momsregistrering hos told- og skatteforvaltningen, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 24.204 kr. i moms.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf samt om en tillægsbøde på 300.000 kr.

Der blev afgivet forklaring af et vidne. T afgav ikke forklaring. 

Byretten lagde til grund efter en samlet bevisførelse vedrørende forhold 1, at T ikke inden indførslen af de chokoladeafgiftspligtige varer havde søgt om midlertidig registrering som varemodtager, ligesom T ikke havde anmeldt transporten og indbetalt afgiften af de afgiftspligtige varer til told- og skatteforvaltningen. Den samlede chokoladeafgift for de beslaglagte og de solgte varer kunne fastsættes til ikke under 604.293 kr.

Henset til, at T forud for told- og skatteforvaltningens kontrolbesøg den 8. februar 2017 havde vedtaget og betalt en bøde for et tilsvarende forhold den 17. januar 2017, ligeledes med indførsel af afgiftspligtige chokoladevarer, fandt retten, at T havde haft forsæt til chokoladeafgiftssvig.

Anklagemyndigheden havde påstået frifindelse i forhold 2 og 3 og retten frifandt T i overensstemmelse hermed. T idømtes 4 måneders fængsel betinget af vilkår om blandt andet samfundstjeneste i 100 timer samt en tillægsbøde på 300.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 60 dage.

Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden ankede tillige med endelig påstand om stadfæstelse.

For landsretten forklarede T, at han kunne erkende, at han i forbindelse med modtagelsen af afgiftspligtige varer fra udlandet med vilje unddrog det offentlige afgift. Han var uenig i told - og skattemyndighedernes opgørelse af det unddragne afgiftsbeløb. De varemængder, der var lagt til grund, var ikke korrekte.

Landsretten udtalte, at T for landsretten havde erkendt sig skyldig i forsætlig unddragelse af afgift til det offentlige for i alt ca. 484.000 kr., og at der var enighed om, at hvis dette afgiftsbeløb måtte lægges til grund, var forholdet ikke omfattet af straffelovens § 289, og at T på grund af indtrådt forældelse derfor skulle frifindes. Spørgsmålet var, om de hos T beslaglagte varer, hvor afgiften var fastsat til 119.955 kr., var en del af de fakturerede varer, hvor afgiften androg 484.338 kr.

Landsretten bemærkede, at T ikke tidligere - hverken overfor told- og skatteforvaltningen eller under byrettens behandling af sagen - havde gjort gældende, at skattemyndighederne havde opgjort den unddragne afgift forkert. Landsretten fandt det påfaldende, at synspunktet ikke tidligere var blevet gjort gældende af T.

På baggrund af told- og skatteforvaltningens vidnes sikre forklaring om sine iagttagelser og fremgangsmåde i forbindelse med kontrolbesøget, herunder konstateringen af, at langt den overvejende del af de beslaglagte varer lå i original indpakning, og at der ikke var overensstemmelse mellem enhedsvægten på de beslaglagte varer og de fakturerede varer, fandt landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at overlappet mellem de beslaglagte varer og de varer, der forelå faktura på, var så beskedent, at den samlede afgiftsunddragelse i hvert fald androg 500.000 kr.

Henset til afgiftsunddragelsens beløbsmæssige omfang, fastsattes tillægsbøden til 250.000 kr. Fængselsstraffen fandtes passende udmålt, men under hensyn til den samlede sagsbehandlingstid og oplysningerne om T’s helbredsforhold, fandtes det ufornødent at fastsætte vilkår om udførelse af ulønnet samfundstjeneste.

Herefter stadfæstede landsretten byretsdommen med disse ændringer.

Retten fandt, at der som følge af en realkreditbelåning forelå særlige omstændigheder, som indebar, at en ejendom ikke kunne overdrages fra far til søn efter 15 %-reglen. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens værdiskøn, som var baseret på en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen. 

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet. 

Retten fandt, at en eneanpartshaver skulle beskattes af et lån, som eneanpartshaverens selskab havde ydet til hans nevøs ægtefælle. Lånet var ikke ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition for selskabet, og lånet var derfor skattepligtigt i medfør af ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A. Det var i den forbindelse uden betydning for beskatningen, at lånet blev tilbagebetalt to år senere.