Sagen angik, hvorvidt overdragelse af nogle ejendomme var omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 a. Landsskatteretten fandt, at det ikke med tilstrækkelig klarhed fremgik af forarbejderne til tinglysningsafgiftslovens § 6 a, at det, for så vidt angik enkeltmandsvirksomheder, kunne kræves, at omdannelsen opfyldte betingelserne i virksomhedsomdannelsesloven for at være skattefri, førend tinglysningsafgiftslovens § 6 a kunne finde anvendelse. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at enkeltmandsvirksomheder, uanset om omdannelsen opfyldte betingelserne i virksomhedsomdannelsesloven for at være skattefri, i medfør af forarbejderne kunne anses for omfattet af begrebet "selskaber m.v." i tinglysningsafgiftslovens § 6 a. Omdannelsen af en personligt ejet virksomhed til et partnerselskab kunne derfor være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 a, såfremt betingelserne herfor i henhold til praksis var opfyldt. I praksis stilledes der krav om, at selskabet skulle være nystiftet eller et skuffeselskab uden aktivitet, at alle virksomhedens aktiver og passiver blev overdraget til selskabet, at vederlaget for virksomheden udelukkende skulle bestå i aktier eller anparter, og at ejerforholdet ikke måtte forrykkes i forbindelse med virksomhedsomdannelsen. Landsskatteretten lagde til grund, at alle aktiver og passiver i As personligt ejede virksomhed blev overdraget til det nystiftede partnerselskab, og at vederlaget for virksomheden udelukkende bestod i kapitalandele. Da A ifølge den fremlagte dokumentation ejede partnerselskabet med en ejerandel på 100 % på tidspunktet for overdragelsen, og da forrykkelsen af ejerforholdene først skete efter virksomhedsomdannelsen, blev betingelserne for anvendelse af tinglysningsafgiftslovens § 6 a anset for at være opfyldt i den konkrete situation. Der skulle herefter alene betales en fast afgift for tinglysning af skøderne, jf. tinglysningsafgiftslovens § 6 a. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Som forhold 1-2 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomstårene 2014 og 2015, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet hun den 2. september 2015 for 2014 og den 2. maj 2016 for 2015 via TastSelv indberettede et overskud af virksomhed på 119.250 kr. for indkomståret 2014, hvor det rettelig skulle have været ikke under 389.273 kr., samt for indkomståret 2015 indberettede et overskud af virksomhed på 446.472 kr., hvor det rettelig skulle have været ikke under 702.052 kr. T havde herved unddraget 108.348 kr. i skat for indkomståret 2014 og 139.101 kr. i skat for indkomståret 2015.

Som forhold 3 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage statskassen afgift for perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. marts 2016 som indehaver og fuldt ansvarlig deltager i en virksomhed, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet hun angav et momstilsvar på 22.211 kr., selvom momstilsvaret rettelig var 220.555 kr., hvorved statskassen blev unddraget moms for 198.344 kr.

T nægtede sig skyldig, men erkendte de faktiske forhold.

Byretten fandt efter bevisførelsen, herunder T’s forklaring for retten, ikke med den nødvendige grad af sikkerhed til domfældelse i en straffesag, at kunne fastslå, at T havde handlet forsætligt i forbindelse med de omhandlede utilstrækkeligt indberettede beløb. Byretten bemærkede tillige, at sagen - hvis der havde været grundlag for domfældelse - under de i øvrigt foreliggende omstændigheder ville være afgjort med strafbortfald på baggrund af, at forhold 1 var begået for mere end 9 år siden og forhold 2-3 for mere end 8 år siden, og sagen havde ligget stille hos politi- og anklagemyndighed i flere år, selvom T havde erkendt de faktiske forhold, men blot nægtede at have begået disse forsætligt.

T frifandtes herefter.

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale. Anklagemyndigheden påstod desuden T idømt en bøde på principalt 415.000 kr. (forsæt), subsidiært 200.000 kr. (grov uagtsomhed), der burde halveres som følge af lang sagsbehandlingstid. T påstod stadfæstelse.

Landsretten lagde til grund, at T havde én kunde, som hun fakturerede månedligt. Hun havde i virksomheden kun meget begrænsede udgifter, og indtjeningen hvilede på hendes egen arbejdsindsats. Landsretten fandt under hensyn hertil samt beløbenes størrelse og fordeling, at T måtte have indset, at hendes indberetninger var alt for lave, og at hun havde det nødvendige forsæt i forhold til de skete unddragelser. 

Landsretten fandt T skyldig efter anklageskriftet for forsætlig overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven, og straffen blev fastsat til en bøde på 200.000 kr. Bøden blev fastsat under hensyn til anklagemyndighedens strafpåstand og den tid, der var medgået til sagens behandling.

Landsskatteretten stadfæstede, at tre af et selskabs ansatte havde modtaget et skattepligtigt personalegode i form af en rejse til Formel 1 i Italien, og at Skattestyrelsen var berettiget til at pålægge selskabet at indberette værdien af rejsen til eIndkomst. Landsskatteretten fandt, at formålet med at sende selskabets ansatte afsted med kunder kunne anses for forretningsmæssigt begrundet under hensyn til at fastholde selskabets kunder og øge omsætningen, men at rejsen helt overvejende var af generel og turistmæssig karakter uden betydeligt fagligt indhold. Det var samtidig ikke tilstrækkeligt godtgjort, hvilken betydning rejsen reelt havde haft for selskabet. Uanset det anførte og fremlagte om selskabets omsætning kunne rejsen ikke anses at have haft en så tilstrækkelig direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette oversteg det turistmæssige islæt på rejsen, som dermed kunne medføre skattefrihed. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik en filials opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget. Filialen havde ikke foretaget en opgørelse af det faktiske tidsforbrug for ansatte, der helt eller delvist udøvede aktiviteter i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden, hvorfor fordelingen af lønsummen for disse ansatte skulle ske i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 4. pkt. Herefter skulle 60 pct. af disse ansattes samlede lønsum anses for at være anvendt til fuldt ud lønsumsafgiftspligtige aktiviteter, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, 1. pkt. De resterende 40 pct. af disse ansattes samlede lønsum skulle anses for at være anvendt til aktiviteter både i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og til andre aktiviteter. Henset til, at filialen i den omhandlede periode ikke var registreret for moms, jf. momslovens §§ 47, 49, 51 eller 51 a, da filialen hverken var etableret her i landet eller havde leverancer her, havde filialen ikke udregnet en fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1, hvorfor der efter bestemmelsens ordlyd ikke kunne ske en reduktion af denne del af lønsummen, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, 2. pkt. Det forhold, at ikke-etablerede virksomheder ifølge det af repræsentanten oplyste - før indførelsen af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6 - alene skulle medregne den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrørte de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter til afgiftsgrundlaget, kunne ikke ændre herved, da ordlyden af bestemmelsen var klar og utvetydig. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde afslået en forenings anmodning om udbyttefrikort fra den 1. januar 2023 og foreningens anmodning om undtagelse fra oplysningspligt, herunder om foreningens formål var udelukkende almennyttigt. Det var fastsat i foreningens vedtægter, at dens formål var at oprette og drive selvejende daginstitutioner. Landsskatteretten anførte, at foreningens vedtægtsmæssige formål sammenholdt med oplysningerne i sagen om foreningens faktiske virke i form af varetagelse af medlemmernes erhvervsmæssige interesser og foreningens udlejning af ejendomme til selvejende institutioner og til private udlejere, medførte, at foreningens virke ikke var udelukkende almennyttigt. Det var herefter med rette, at Skattestyrelsen havde afslået foreningens anmodning om udbyttefrikort fra den 1. januar 2023, jf. § 30 stk. 2, i den dagældende bekendtgørelse om kildeskat og afslået foreningens anmodning om undtagelse fra oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Spørgers virksomhed består i, at Spørger køber og videresælger brugte varer.

Spørger har valgt at anvende fortjenstmargenordningen i momslovens kapitel 17, der indeholder særlige bestemmelser for videreforhandleres salg af brugte varer. Anvendelsen af fortjenstmargenordningen indebærer, at den afgiftspligtige ved videresalget kan afgiftsberigtige leverancerne ud fra et afgiftsgrundlag svarende til 80% af forskellen mellem videreforhandlerens salgspris og indkøbspris, i stedet for at beregne moms af hele salgsprisen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de betalingsgebyrer, som Spørger betalte til betalingsindløsere i forbindelse med salg af brugte varer omfattet af fortjenstmargenordningen, skulle reducere salgsprisen ved opgørelsen af fortjenstmargenen. Det var Skatterådets opfattelse, at begreberne "købspris" og "salgspris" omfattede henholdsvis Spørgers fulde vederlag til sælger og det fulde vederlag, som Spørger modtog fra køber. Ved vurderingen henså Skatterådet til, at momssystemdirektivet definerer henholdsvis købsprisen og salgsprisen ved anvendelsen af fortjenstmargenordningen, som det vederlag, der er betalt til leverandøren, eller som modtages fra kunden. Ligesom Skatterådet har lagt vægt på, at EU-Domstolen i forhold til købsprisen har fastslået, at denne ikke omfatter omkostningselementer, som ikke er betalt til leverandøren af varen, men til tredjemand.

Sagen angik, om ejendomsværdiansættelsen kunne efterprøves i aktuelt niveau, jf. SFL § 45, stk. 1, 2. pkt., når det alene var grundværdiansættelsen, der var påklaget i medfør af EVL § 89 og 89 a, således at den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, som indgik i den nedlagte påstand, blev beregnet på et grundlag som forskellen mellem ejendomsværdien og grundværdien i aktuelt prisniveau. Landsskatteretten fandt, at Vurderingsstyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse var omfattet af bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 4. Landsskatteretten fandt endvidere, at også ejendomsværdiansættelsen kunne efterprøves i aktuelt niveau, jf. skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, 2. pkt. I medfør af § 89 a, stk. 4, skulle prøvelsen foretages af prisniveauet alene, men under iagttagelse af faktum i Skatteankestyrelsens afgørelse om stadfæstelse af Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse. Landsskatteretten ændrede på denne baggrund ejendomsværdien til 208.000.000 kr. og grundværdien til 83.720.000 kr. pr. 1. oktober 2014. Den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi blev ændret til 85,24 %.

Sagen angik, at Skattestyrelsen havde anset klagerens vederlag i form af aktieoptioner for omfattet af ligningslovens § 28 og beskattet klageren heraf på tidspunktet for udnyttelsen af optionerne. Optionerne var tildelt, mens klageren udførte arbejde i Spanien i 2014 for en koncern, og optionerne blev udnyttet, mens klageren udførte arbejde i Danmark i 2017 for samme koncern. Skattestyrelsen havde på baggrund heraf indrømmet klageren lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 1, for indkomståret 2017 for den del af vederlaget i form af optionerne, der kunne henføres til klagerens arbejde i Spanien for koncernen. Landsskatteretten indledte med at konstatere, at klageren havde været fuldt skattepligtig til Danmark i hele den omhandlede periode, jf. kildeskattelovens § 1, og da der i den omhandlede periode ikke var nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst med Spanien, kunne der ikke fastsættes nogen indgangsværdi for optionerne efter kildeskattelovens § 9, stk. 1, i forbindelse med, at klageren på ny blev hjemmehørende her i landet. Retten fandt, at klageren havde modtaget optionerne som et lønaccessorium, og at vederlaget i form af optionerne var omfattet af reglerne i ligningslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 2. Beskatningen af vederlaget skulle derfor efter ligningslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., foretages på udnyttelsestidspunktet i indkomståret 2017 - uanset hvornår retserhvervelse var sket - og retten henviste herved også til principperne i Højesterets dom af 29. august 2013, offentliggjort som SKM2013.700.HR, og Landsskatterettens afgørelse af 26. februar 2025, offentliggjort som SKM2025.375.LSR. Klagerens vederlag i form af aktieoptionerne blev anset for omfattet af lempelsesreglen i ligningslovens § 33 A, stk. 1, i det omfang, at dette vederlag kunne henføres til arbejde udført i Spanien. Retten kunne tiltræde, at vederlaget blev anset for optjent i vestingperioden for optionerne, og herefter skulle vederlaget fordeles efter, hvor klageren havde udført arbejde for koncernen i denne periode, jf. ligningslovens § 33 A, stk. 1, og principperne vedrørende løn i Højesterets dom af 11. maj 2023, offentliggjort som SKM2023.339.HR. Retten kunne også tiltræde Skattestyrelsens opgørelse i forhold til denne fordeling. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse (Dissens).

Sagen angik et investeringsselskab, som havde afholdt udgifter til management fees til udenlandske og danske kapitalfonde, som Skattestyrelsen ikke havde godkendt fradrag for. Investeringsselskabet havde foretaget investeringer i kapitalfondene som minoritetsinvestor. Landsskatteretten anførte med henvisning til sin afgørelse i SKM2025.191.LSR og på baggrund af Højesterets dom i SKM2012.13.HR, at det for investeringsselskaber, som havde investeret i porteføljeselskaber gennem kapitalfonde, ikke var udelukket, at der efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kunne være fradrag for udgifter til management fee, og bedømmelsen af fradragsretten afhang af den konkrete sammenhæng mellem investeringsselskabets indkomst og de konkret afholdte udgifter til management fee, herunder karakteren af disse, og hvad disse nærmere dækkede over. Selskabets repræsentant havde oplyst, at managementselskaberne i henhold til managementaftalerne typisk var ansvarlige for den daglige ledelse og administration af kapitalfondenes porteføljeselskaber, herunder at undersøge markedet, identificere potentielle porteføljeselskaber, gennemføre due diligence samt deltage i ledelsen og udviklingen af porteføljeselskaberne. Hertil bemærkede Landsskatteretten, at såfremt det kunne lægges til grund, at et managementselskab havde deltaget aktivt i ledelsen og driften af en kapitalfonds porteføljeselskab, så var fradragsretten for udgifter til rådgivning om investering i et porteføljeselskab afskåret efter ligningslovens § 8 J, idet der ikke ville være fradrag for udgifter til opgaver med bl.a. due diligence, kontraktskoncipering og forhandlinger om investeringer i porteføljeselskaber. Retten fandt, at det ikke ud fra det fremlagte kunne fastslås, om managementselskaberne havde udført opgaver for den enkelte kapitalfond, der indebar en sådan deltagelse i ledelsen og driften af porteføljeselskaber, og det dermed ikke var muligt at bedømme, om eventuel fradragsret for udførte opgaver med rådgivning om investeringer i porteføljeselskaber var afskåret efter ligningslovens § 8 J. Retten anførte herefter, at det ikke ud fra hverken selve investeringsaftalerne eller det i øvrigt fremlagte var muligt at konstatere, hvilke konkrete opgaver managementselskaberne faktisk havde udført på vegne af kapitalfondene. Efter det fremlagte og oplyste kunne de opgaver og det arbejde, som managementselskaberne på vegne af kapitalfondene måtte have leveret til porteføljeselskaberne, ikke uden videre henføres til selskabets drift, da det ikke nærmere og mere konkret var underbygget, herunder af objektive kendsgerninger, at managementselskaberne faktisk havde bistået med specifikke driftsmæssige opgaver. Retten fandt derfor, at selskabet ikke havde godtgjort en sammenhæng mellem udgifterne til management fee og selskabets indtægter via kapitalfondene, og selskabet havde dermed ikke godtgjort, at de afholdte udgifter til management fee var fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Selskabets valg af investeringsform og investeringsandel som minoritetsinvestor kunne ikke tillægges betydning ved bedømmelsen heraf. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Skattesagerne angik, om skatteyderen eller A’s selskab var rette indkomstmodtager af konsulentho­norarer, som en hvervgiver havde udbetalt til selskabet for arbejde udført af skatteyderen for hvervgiveren i indkomstårene 2015 og 2016. Momssagen angik, om selskabet i samme periode havde udøvet selvstændig økonomisk virksomhed.

Retten (3 dommere) fandt i skattesagerne på baggrund af kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, at selskabet var rette indkomstmodtager af konsulenthonorarerne. Retten fandt i momssagen med henvisning til EU-Domstolens domme i sagerne C-235/85 og C-23/98, at selskabet havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed.

Skatterådet kunne ikke bekræfte at Spørgers jagttegnsundervisning kunne momsfritages som en kulturel aktivitet i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Spørgers aktivitet havde karakter af en undervisningsydelse, og Spørgers ydelse havde således ikke karakter af at levere adgang til en kulturel aktivitet. Spørgers jagttegnsundervisning kunne desuden ikke sammenlignes med de aktiviteter, der var nævnt i bestemmelsen som momsfritagne kulturelle aktiviteter, dvs. biblioteker, museer og zoologiske haver.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørgers jagttegnsundervisning kunne momsfritages som skoleundervisning. Spørgers undervisning omfattede alene et afgrænset emne i form jagt og opfyldte derfor ikke betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers jagttegnsundervisning af deltagere under 30 år var momsfritaget. Det fremgik af lovbemærkningerne til ændringen af reglerne om momsfritagelse for uddannelse af børn og unge under 30 år, at undervisning med henblik på, at modtageren opnåede jagttegn ikke var omfattet af fritagelsen.

Sagen angik, om der forelå særlige omstændigheder, som indebar, at skattemyndighederne ikke skulle acceptere, at en ejerlejlighed blev overdraget fra mor til datter efter 15 %-reglen. Landsretten fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at 15 %-reglen ikke var anvendelig i den omhandlede situation, hvor den faste ejendom i marts 2019 var solgt i fri handel til en købesum på 4.200.000 kr., og samme faste ejendom blev solgt i familieforhold i november 2020 til 1.782.500 kr. Landsretten tiltrådte derfor, at Skatte- og Vækstministeriet var blevet frifundet, og stadfæstede byrettens dom.

Skatteyderen var cpr-registreret på en adresse i perioden fra den 20. maj 2021 til den 1. oktober 2022, og der var fremlagt lejekontrakt på et lejemål på adressens første sal. Lejemålet var indgået af det selskab, som skatteyderen var direktør i, og som drev en restaurant. Under et kontrolbesøg på restauranten forklarede skatteyderen, at kokken i restauranten boede hos ham, ligesom kokken forklarede, at han boede med skatteyderen. Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at han boede på adressens lejemål i stueetagen, men der var ikke fremlagt en lejekontrakt herfor, ligesom der ikke forelå en fremlejekontrakt for lejemålet på førstesalen, en opsigelse af lejemålet eller en flytteopgørelse. Skatteyderen afgav under sagen skiftende forklaringer om sin bopæl, herunder at lejemålet på førstesalen kun blev lejet i 1,5 - 2 måneder. Under omstændighederne havde skatteyderen ikke godtgjort, at han ikke havde rådighed over lejemålet på førstesalen på adressen i den periode, cpr-registreringen viste. Skatteyderen havde ligeledes under kontrolbesøget på restauranten forklaret, at han fik alt mad i restauranten. Forklaringerne omkring restaurantens åbningstider, åbningsdage og skatteyderens egen tilstedeværelse i restauranten var svævende, og der blev ikke fremlagt arbejdstidsopgørelse eller timesedler, der kunne understøtte skatteyderens forklaring. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens og Skatteankenævnets skøn, hvorefter skatteyderen havde fået stillet to måltider til rådighed.

Spørger udviklede projekter inden for bl.a. vindenergi. Spørger stod både for udvikling, opførelse og drift af de vedvarende energiparker, der blev drevet igennem transparente enheder som fx danske kommanditselskaber. Hovedparten af kommanditselskaberne m.v. var administreret af et datterselskab til Spørger. Datterselskabet administrerede også eksterne kommanditselskaber. Ejerandelen i de enkelte kommanditselskaber lå imellem 50 og 100 pct. Der var alene i få tilfælde sammenfald i ejerkredsen vedrørende de ikke helejede kommanditselskaber. Aktiviteten i kommanditselskaberne - såvel de helejede som de delvist ejede - varierede. Nogle ejede et udenlandsk koncernselskab, andre ejede tyske vindmøller og andre igen ejede danske vindmøller eller infrastruktur. Kommanditselskaberne havde særskilt regnskabsføring og særskilt driftsmiddelsaldo. Med undtagelse af kommanditselskaber, som ejede et udenlandsk kapitalselskab, havde alle kommanditselskaberne m.v. egen bankkonto.

Skatterådet bekræftede, at de enkelte kommanditselskaber m.v. kunne anses som selvstændige erhvervsvirksomheder i relation til afskrivningsloven. Rådet henså bl.a. til, at der var mulighed for en væsentlig og aktiv indflydelse på kommanditselskabernes drift, og at der således ikke var tale om passiv kapitalanbringelse. Der blev endvidere henset til, at der var særskilt regnskabsføring og saldoafskrivning, ligesom hvert kommanditselskab m.v. som udgangspunkt havde egen bankkonto.

Skatterådet bekræftede endvidere, at der i forbindelse med salg af driftsmidler i et kommanditselskab ikke ville være tale om virksomhedsophør efter afskrivningslovens § 9, såfremt aktiviteten fortsatte.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at salgssummen i forbindelse med afståelse af 50 pct. af anparterne i et kommanditselskab kunne fragå i driftsmiddelsaldoen for kommanditselskabet efter afskrivningslovens §§ 5 og 8, herunder § 5 C. Det var Skatterådets opfattelse, at salget skulle anses for delafståelse efter afskrivningslovens § 9. Rådet henviste til administrativ praksis som bekræftet ved SKM2007.56.HR.

Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at et selskabs betaling i henhold til en kautionsforpligtelse var erhvervsmæssig, da den relaterede sig til den ene (af to) hovedanpartshavers gældsforpligtelser. Det ændrede ikke herved, at der var fremlagt en revisorerklæring herom. Selskabets betaling i henhold til kautionsforpligtelsen udgjorde dermed maskeret udlodning. 

Retten udtalte, at den maskerede udlodning skulle beskattes i forhold til anpartshavernes ejerskab over selskabet. Da beløbet var anvendt til indfrielse af den ene hovedanpartshavers gæld, og da hovedanpartshaverne var samlevende, fandt retten videre, at der forelå en gavedisposition fra den ene hovedanpartshaver til den anden. 

Endvidere fandt retten, at skattemyndighederne kunne foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteydernes ansættelser.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Anmodningen drejede sig om, hvorvidt Spørgers salg af vin til en handelsplatform, der var registreret som oplagshaver her i landet, kunne ske afgiftsfrit, når handelsplatformen solgte varerne til en privatperson i et andet EU-land, men transporten skete direkte fra Spørger til slutkunden.

Derudover omhandlede anmodningen, hvorvidt Spørger kunne få godtgørelse for punktafgiften, når handelsplatformen kunne dokumentere, at varen var leveret til udlandet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers salg til handelsplatformen kunne ske uden afgift, når varen ikke blev leveret til handelsplatformens afgiftsoplag, men derimod direkte til slutkunden i et andet EU-land.

Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at Spørger kunne opnå afgiftsgodtgørelse for vinafgiften, når handelsplatformen kunne dokumentere, at varen var leveret til udlandet. Videre kunne Skatterådet ikke bekræfte, at det havde betydning for besvarelsen, at handelsplatformen var registreret for afregning af moms og punktafgifter i destinationslandet, og at handelsplatformen påtog sig det fulde afgiftsansvar i destinationslandet for det konkrete salg.

Spørgsmål 2 vedrørende anvendelse af EMCS blev afvist.