T var som forhold 1a-f tiltalt for momssvig, ved i perioden mellem den 26. oktober 2010 til den 31. marts 2013, som henholdsvis direktør og den person der stod for bogføringen, som direktør, daglig leder og den person, der fungerede som kontaktperson til kunder og som indehaver af enkeltmandsvirksomhed, at have drevet virksomhed med udlejning af arbejdskraft, og herunder at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen vedrørende moms i en række virksomheder, herunder et dansk ApS, et enkeltmandsfirma, et selskab, der var filial af et udenlandsk selskab, samt drevet en uregistreret virksomhed i personligt regi. 

T havde herved unddraget i alt 5.896.604 kr. i moms. 

T forklarede, at de udstedte fakturaer, der ikke indeholdt moms, vedrørte ydelser udført i udlandet. Han var bekendt med omsætningen i anpartsselskabet. Han var ikke opmærksom på, at der var indsat godt 900.000 kr. på hans private konto, som egentlig skulle være tilgået anpartsselskabet. Han erindrede ikke, om selskabet selv afmeldte momsregistreringen. Det var en ansats ansvar at bogføre, skrive fakturaer og lave løn. Revisoren skulle føre kontrol. T er aldrig blevet bebrejdet noget af revisoren vedrørende moms og bogføring. 

Byretten lagde til grund, at det var T’s forretningskoncept sammen med en bogholder og en udenlandsk medarbejder, der brugte sine kontakter til at finde håndværkere i udlandet, der blev udlejet til danske virksomheder, der regelmæssigt modtog momsbelagte fakturaer, mens det var T’s ansvar at få afregnet A-skat og nettoløn vedrørende de udlejede håndværkere. Det kunne ud fra de af forsvareren fremlagte kontoudtog for det udenlandske selskab lægges til grund, at deres konto bortset fra betalinger til advokat og revisor var en ren gennemstrømningskonto, hvor der f.eks. ikke var afholdt lønudgifter til de af selskabet angiveligt udlejede håndværkere, der kunne skabe grundlag for fakturering overfor de danske kunder. Det var T, der som eneejer, havde pligt til at indberette moms og få den betalt, hvilket kun i ganske begrænset omfang var sket.

Spørger, der nu var 15 år, havde samlet på Pokémon kort siden han var 6 år gammel, og havde opbygget en støt stigende og betydelig samling. Anskaffelse var primært sket i form af jule- og fødselsdagsgaver, hvor Spørger enten havde fået kort forærende eller selv havde anskaffet kort på grundlag af pengegaver. Der var løbende byttet kort med venner i skolen og fra ca. 11-årsalderen var der byttet kort ved forskellige bytteevents. Fra 14-års alderen var der frasolgt kort for at kunne erhverve mere sjældne kort. Kortene var anskaffet ud fra en stærk interesse for de pågældende kort og hele Pokémon universet. Pr. 20. november 2025 havde Spørger til et selskab, ejet af Spørges far, overdraget Pokémon kort af en anslået handelsværdi på ca. 243.000 kr. Det var tanken, at selskabet skulle drive næring med køb og salg af Pokémon kort. Ikke hele samlingen var overdraget, da visse kort ønskedes beholdt i personligt eje.

Skatterådet kunne bekræfte, at de omhandlede Pokémon kort ikke var anskaffet i spekulationshensigt og at afståelse dermed kunne ske skattefrit.

Skatterådet henså til, at Pokémon kort (Pokémon TCG) var en del af et kulturelt fænomen, og at der var en ikke ubetydelig agtelse forbundet med at eje kortene, at kortene bl.a. fandt anvendelse som samlekort og til at konkurrere mod hinanden i taktiske kampe og alene i mindre omfang egnede sig som spekulationsobjekt. Skatterådet henså endvidere til Spørgers unge alder samt til handlernes betydelige omfang og karakteren af disse samt det forhold, at der var akkumuleret kort over tid til at opbygge en samling, der ikke indikerede, at muligheden for at opnå fortjeneste i forbindelse med videresalg havde indgået som et væsentligt element i forbindelse med beslutningen om erhvervelse af kortene.

Skatterådet kunne bekræfte, at der i medfør af BoligJobordningen var fradragsret for arbejdsløn til løbende service på eksisterende græsplæner, der omfattede bl.a. gødskning, eftersåning, ukrudtsbekæmpelse og generel pleje og vedligehold, da ydelsen kunne anses som almindeligt forekommende havearbejde, der udførtes i løbet af året, jf. ligningslovens § 8 V og bilag 1 hertil. Det var en forudsætning, at alle øvrige betingelser i ligningslovens § 8 V og bekendtgørelse nr. 391 af 28. marts 2022 var opfyldt.

Skatterådet bekræftede, at en registreret oplagshaver efter forbrugsafgiftsloven afgiftsfrit kunne eksportere nikotinprodukter til udlandet. Detailsalgspakninger, som leveres til udlandet, skulle således ikke påføres stempelmærker, når det kunne dokumenteres, at de afgiftspligtige varer var blevet leveret eller skulle leveres til udlandet.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af aktierne i et datterselskab til en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond uden at ansøgeren ville blive udbyttebeskattet.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i Ansøgernes ideelle interesse og ikke i Ansøgernes personlige eller økonomiske interesse, hvormed Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af aktierne i et datterselskab til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, til ansøgerne, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Den påtænkte fonds formål er at yde økonomisk støtte til almennyttige og almenvelgørende formål. Der kunne ydes støtte inden for ikke-professionel idrætsudøvelse samt uddannelse og kultur. 

Spørger opfyldte ikke betingelserne i forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1, for at blive registreret som oplagshaver. Spørger kunne derfor ikke købe, modtage og opbevare afgiftsfrie nikotinprodukter uden stempelmærker efter forbrugsafgiftslovens § 13 f.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger kunne modtage og opbevare nikotinposer uden afgift og stempelmærker til brug for efterfølgende eksport til Grønland.

Spørger påtænkte at overdrage sin landbrugsejendom til sin søn. Den seneste offentlige vurdering fra 1. oktober 2016 udgjorde 17.200.000 kr. En anneksbygning var nedbrændt og efterfølgende genopført siden den seneste offentlige vurdering.

Spørger ønskede bekræftet, at værdiansættelsescirkulærets pkt. 6 og pkt. 8 fandt anvendelse ved værdiansættelsen af landbrugsejendommen i forbindelse med den påtænkte overdragelse.

Skatterådet bekræftede, at der var tale om en faktisk og retlig ændring, jf. værdiansættelsescirkulærets pkt. 8. Ændringen medførte, at den seneste offentlige vurdering skulle korrigeres inden anvendelse af værdiansættelsescirkulærets pkt. 6. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at landbrugsejendommen kunne værdiansættes til 14.876.900 kr., der svarede til den korrigerede ejendomsvurdering med fradrag af 15 pct.

Spørgerne ønskede at ophørsspalte H1, der var ejet af Spørger 1. Skatterådet kunne bekræfte, at den påtænkte ophørsspaltning kunne ske skattefrit. Spørger 1 ønskede efter spaltningen at overdrage 50 pct. af det nye selskab H2 til sin ægtefælle Spørger 2. Efterfølgende ønskede ægtefællerne hver især at overdrage kapitalandele i H2 til deres respektive nevøer og niecer. Det ønskedes i den forbindelse bekræftet, at ejertidskravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., kunne regnes fra den dato, hvor H3 havde erhvervet endelig ret til kapitalandelene i H4, der ejede de relevante ejendomme. Skatterådet kunne bekræfte dette for så vidt angik Spørger 1. For så vidt angik Spørger 2 ville ejertidskravet først kunne regnes fra det tidspunkt, hvor hun fik overdraget kapitalandele i H2 fra Spørger 1, selvom overdragelsen var sket med skattemæssig succession i henhold til kildeskattelovens § 26 B. Dette skyldtes, at det fremgår af forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., at det afgørende ved vurderingen af ejertidskravet i bestemmelsen ikke er det skattemæssige anskaffelsestidspunkt, men derimod den bagvedliggende ejerkreds faktiske ejertid af ejendommene.

Sagen angik en lønmodtagers fradrag for udgifter i forbindelse med en retssag. Skattestyrelsen havde bl.a. anset udgifter til retssagsafgifter og sagsomkostninger for omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., og derfor reduceret fradraget med grundbeløbet i bestemmelsen. Da ordlyden af bestemmelsen omtalte lønmodtageres udgifter i forbindelse med selve udførelsen af det indtægtsgivende arbejde, og der ikke i forarbejder eller i øvrigt var holdepunkter for at forstå anvendelsesområdet for bestemmelsen som omfattende udgifter i bredere forstand i forhold til lønmodtagerarbejdet, fandt Landsskatteretten, at bestemmelsen ikke kunne udstrækkes til også at omfatte udgifter til en efterfølgende retssag for at sikre den allerede erhvervede lønmodtagerindkomst. Dette var også i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse af 21. maj 2019, offentliggjort som SKM2019.466.LSR. Retten fandt derfor, at klagerens udgifter til retssagsafgifter og sagsomkostninger ikke var omfattet af ligningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., og godkendte fradrag for disse udgifter uden reduktion med grundbeløbet, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradrag for udgifterne til retssagsafgifter og sagsomkostninger såvel som fradrag for rejse- og befordringsudgifter vedrørende retssagen kunne alene indrømmes som ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Spørger fik som led i sin ansættelse tildelt en portion aktieoptioner af sin arbejdsgiver. Startdato for modning udgjorde Spørgers ansættelsesdato, og aktieoptionerne modnedes løbende over i alt 60 måneder. Aktieoptionerne var omfattet af ligningslovens § 28.

Spørgers fulde danske skattepligt ophørte i løbet af den samlede modningsperiode. Forud for skattepligtsophøret havde Spørger retserhvervet og udnyttet en del af det samlede antal tildelte aktieoptioner og efter skattepligtsophør, havde Spørger retserhvervet og udnyttet resten.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ved sin udtræden af fuld dansk skattepligt, skulle fraflytterbeskattes af de, ved fraflytningen, retserhvervede optioner, jf. ligningslovens § 28, stk. 4. Retserhvervelsestidspunktet blev anset for værende modningstidspunktet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger ved udnyttelsen af sine optioner efter ophør af fuld dansk skattepligt, kun skulle beskattes forholdsmæssigt til Danmark, af den del af favørelementet, der kunne henføres til modningen i den optjeningsmåned, hvor Spørger udførte arbejde både i og uden for Danmark. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørger ikke skulle beskattes af den del af aktieoptionerne, der modnedes i optjeningsmåneder, hvor Spørger kun havde udført arbejde uden for Danmark.

For de fraflytterbeskattede aktieoptioner var der gjort endeligt op med dansk beskatning, jf. ligningslovens § 28, stk. 4. For aktieoptioner, der var retserhvervet efter ophør af fuld dansk skattepligt, var Spørger begrænset skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 14, nr. 2, af den del af favørelementet, der, for hver portion af aktieoptionerne, kunne henføres til arbejde udført i Danmark i hele optjeningsperioden. Skatterådet fandt i den forbindelse, at Spørgers aftale indeholdt én samlet optjeningsperiode på 60 måneder med løbende modning på hver af aftalens 49 modningstidspunkter.

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet en anmodning om tilbagebetaling af moms og lønsumsafgift for perioden 1. januar - 31. december 2017. Sagen vedrørte, om salg af kapitalandele var foretaget som led i økonomisk virksomhed, og i givet fald, om salget af kapitalandelene skulle anses for bitransaktioner, jf. momslovens § 38, stk., 4. pkt., således at omsætningen ved salget ikke skulle medregnes til omsætningen ved opgørelsen af fællesregistreringens pro rata-sats, jf. momslovens § 38, stk. 1. Selskabet, der var ejet af H3, havde til formål at varetage H3s investeringer i fast ejendom med henblik på at skabe det størst mulige afkast til kunderne. Formålet med investeringerne var at udleje ejendomme i porteføljen på længere sigt. Med henblik på at skabe det bedste afkast til kunderne blev ejendomsporteføljen justeret fra tid til anden, hvilket betød, at der kunne blive købt og solgt fast ejendom. Selskabet havde i perioden solgt såvel et antal ejendomme (asset deals) som kapitalandele i forbindelse med salg af fast ejendom (share deals). Landsskatteretten fandt, idet salget af kapitalandelene var foretaget som led i tilpasning af selskabets ejendomsportefølje, at salget var foretaget i egenskab af afgiftspligtig person og herunder udført i forbindelse med økonomisk virksomhed. Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at skelne mellem en asset deal og en share deal, hvorfor salget af kapitalandelene ikke skulle vurderes som en selvstændig aktivitet eller enkeltstående salg. Salget af kapitalandelene blev således anset for en integreret del af selskabets samlede øvrige salg af ejendomme. Selskabet udøvede således økonomisk virksomhed ved salg af kapitalandele, herunder levering mod vederlag. Spørgsmålet var herefter, om salget af kapitalandelene udgjorde bitransakti­oner, jf. momslovens § 38, stk. 1, 4. pkt. Landsskatteretten fandt, at salget af kapitalandelene afspejlede en del af selskabets erhvervsmæssige virksomhed og lå i direkte, permanent og nødvendig forlængelse af selskabets øvrige aktivitet med fast ejendom, hvorfor aktiviteten ikke kunne anses for en bitransaktion. Omsætningen ved salget af kapitalandelene kunne ikke anses for at være af underordnet eller tilfældig karakter. Landsskatteretten fandt derfor, at det omhandlede omsætningsbeløb ikke kunne kvalificeres som en bitransaktion, jf. momslovens § 38, stk. 1. Der skulle derfor ikke ses bort fra omsætningen fra salget af kapitalandelene, hvorfor denne skulle medregnes ved opgørelsen af fradragsprocenten, jf. momslovens § 38, stk. 1. Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen havde ikke imødekommet et selskabs anmodning om ændring af momstilsvaret for perioden 1. maj 2011 - 30. juni 2021, idet det ikke var godtgjort, at de fotografier, som selskabet solgte, var kunstgenstande, jf. momslovens § 69, stk. 4, nr. 6. Ved "kunstgenstande" skulle ifølge bestemmelsen forstås "Fotografier taget af kunstneren, aftrykt af denne eller under dennes tilsyn, signeret og nummereret i et antal på op til 30 eksemplarer, uanset formater og underlag". Efter en naturlig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at der ved "signeret" skulle forstås, at fotografiet af kunstneren skulle være underskrevet eller på anden lignende måde bekræftet af denne, og at der ved "nummereret i et antal på op til 30 eksemplarer" skulle forstås en nummerering på selve fotografiet, der viste, hvilket eksemplar det enkelte fotografi var i et begrænset antal på op til 30, f.eks. 1/30, 2/30 osv. eller lignende. Selskabets fotografier var forsynet med selskabets navn og logo, men ikke med fotografens initialer eller signatur. Fotografierne var nummereret med et unikt nummer, hvorefter selskabet til enhver tid kunne identificere de enkelte fotografier samt det antal aftryk, som var taget af det pågældende fotografi. Landsskatteretten var enig med Skattestyrelsen i, at selskabet ikke herved opfyldte kravene i momslovens § 69, stk. 4, nr. 6, og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger havde i en årrække ejet ejendommene E og E2.

I september 2015 blev ejendommen E2 arealoverført til E.

Der var ikke foretaget en ejendomsvurdering efter arealoverførslen. De seneste kendte ejendomsvurderinger var fra 2019, hvor ejendomsvurderingen for E2 udgjorde 8.800.000 kr., mens ejendomsvurderingen for E udgjorde 12.600.000 kr. Udover arealoverførslen var der siden seneste ejendomsvurdering sket den ændring, at et ældre stuehus var nedrevet. Stuehuset indgik i den seneste offentlige vurdering med 634.900 kr.

Det påtænktes, at der skulle opføres en ny staldbygning, men der var endnu ikke afholdt udgifter hertil.

Spørger påtænkte at overdrage sin landbrugsejendommen E til sine sønner og ønskede i den forbindelse bekræftet, at ejendommen ved overdragelsen kunne værdiansættes til 22.265.000 kr. ved anvendelse af værdiansættelsescirkulærets pkt. 6 og pkt. 8

Skatterådet bekræftede, at såvel nedrivning af stuehuset som arealoverførslen var en faktisk og retlig ændring, jf. værdiansættelsescirkulærets pkt. 8. Ændringen medførte, at den seneste offentlige vurdering skulle korrigeres inden anvendelse af værdiansættelsescirkulærets pkt. 6. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at landbrugsejendommen E kunne værdiansættes til 22.265.000 kr., der lå inden for +/- 15 pct. af den korrigerede ejendomsværdi.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers psykoterapeutuddannelse kan anses som undervisning med et erhvervsmæssigt sigte og dermed udgør faglig uddannelse, der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum.

Skatterådet lagde vægt på, at psykoterapeutuddannelsen retter sig mod personer, som uddanner sig med henblik på at kunne starte egen virksomhed som psykoterapeut og mod deltagere fra virksomheder, der ønsker, at medarbejderens faglige egenskaber styrkes. Skatterådet lagde endvidere vægt på, at den viden som deltagerne opnår i forbindelse med uddannelsen, skal anvendes i forbindelse med deltagerens virksomhed eller ansættelsesforhold.

Det var endvidere Skatterådets vurdering, at Spørgers psykoterapeutuddannelse kan anses som kompetencegivende uddannelse. Skatterådet lagde bl.a. vægt på uddannelsens varighed og på, at uddannelsen er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening. Psykoterapeutuddannelsen kan derfor ikke anses som kursusvirksomhed, jf.  momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 3. punktum, uanset den drives med gevinst for øje og primært retter sig mod virksomheder og institutioner mv.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers psykoterapeutuddannelse er fritaget for lønsumsafgift, da uddannelsen ikke er omfattet af nogen af de love, der er udtømmende angivet i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 11, som undtager en række erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser fra lønsumsafgift.

Spørger påtænkte at overdrage ejendom 1 ved apportindskud til et nystiftet helejet kommanditselskab og efterfølgende sælge 50% af andelene i kommanditselskabet.

Skattemæssigt er et kommanditselskab transparent. Når Spørger indskød ejendom 1 i et helejet kommanditselskab, medførte transparensprincippet, at der skattemæssigt ikke var sket en afståelse, men at Spørger fortsat ejede ejendommen.

Spørger havde valgt at udskyde beskatningen af fortjenesten vedrørende en forsikringssum ved at anvende hele forsikringssummen til genopførelse på ejendom 1. Genopførelsen var ikke afsluttet, og de ikke udnyttede forsikringstilsagn skulle indskydes i kommanditselskabet sammen med ejendom 1. Skatterådet bekræftede, at Spørgers indskud af ejendom 1 og de ikke udnyttede forsikringstilsagn, i et helejet kommanditselskab ikke ville påvirke udskydelsen af beskatningen af forsikringssummen, idet Spørger skattemæssigt fortsat blev anset som ejer af ejendommen.

Spørgers påtænkte salg af 50 % af andelene i kommanditselskabet indebar som følge af transparensprincippet, at Spørger skattemæssigt ville have afstået en ideel andel på 50 % af ejendom 1. Spørger ville være skattepligtig af fortjenesten ved afståelsen af den ideelle andel af ejendommen.

Udskydelse af beskatning vedrørende en forsikringssum efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 10 indebærer, at beskatningen udskydes fra skadestidspunktet til det tidspunkt, hvor ejendommen sælges. Spørger kunne således ikke udskyde beskatningen af fortjenesten vedrørende forsikringssummen længere end til tidspunktet, hvor ejendommen blev solgt. Reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 10 gav ikke mulighed for, at køberen kunne indtræde i Spørgers stilling i forhold til udskydelse af beskatningen vedrørende forsikringssummen.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers salg af 50% af andelene i kommanditselskabet, ikke ville påvirke udskydelsen af beskatningen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 10. Det kunne dog bekræftes, at den ideelle andel af ejendommen, som Spørger fortsat skattemæssige var ejer af, ikke ville blive påvirket i forhold til udskydelse af beskatningen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 10.

Spørgers salg af 50% af andelene i kommanditselskabet indebar, at Spørger havde afstået en ideel andel af ejendom 1 og en ideel andel af de ikke udnyttede forsikringstilsagn. Afståelsessummen for de ikke udnyttede forsikringstilsagn skulle beskattes på samme måde som en forsikringssum. Det vil sige på tidspunktet for afståelsen af andelene i kommanditselskabet.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger først ville være skattepligtig af forsikringssummen, når forsikringsselskabet kunne gøre den beløbsmæssigt op.

Spørger ejede gennem sit holdingselskab en udlejningsejendom. Holdingselskabet havde den 31. august 2025 erhvervet ejendommen. Tidligere var ejendommen ejet af Spørgers børn gennem deres holdingselskab.

Spørger ønskede bekræftet, at udlejningsejendommen opfyldte betingelserne for at blive anset for aktiv udlejning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt. Beslutning om ombygning og væsentlige vedligeholdelsesarbejder blev foretaget af Spørgers børn og svigerdatter. Der var indgået administrationsaftale med et eksternt administrationsselskab, der udarbejdede nye lejekontrakter i samarbejde med Spørgers børn og svigerdatter, der gennemgik og underskrev nye lejekontrakter. Skatterådet forudsatte, at godkendelsen af lejekontrakterne ikke var af rutinemæssig og formel karakter, men at Spørgers børn og svigerdatter udøvede faktisk indflydelse på lejekontrakternes indhold og udformning. Skatterådet fandt herefter, at ejendommen var omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt.

Spørger ønskede endvidere bekræftet, at det et årige ejertidskrav i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., var opfyldt ved en overdragelse til Spørgers børn eller børnebørn før den 1. september 2026. Da Spørger og hendes børn ikke havde været ejere af ejendommen samtidig og i mere end 1 år, kunne Spørger ikke medregne børnenes ejertid ved bedømmelsen af, hvorvidt hun opfyldte det et årige ejertidskrav. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger opfyldte det et årige ejertidskrav ved overdragelse før den 1. september 2026.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at Spørger opfyldte det et årige ejertidskrav ved en overdragelse efter den 1. september 2026.

Spørgers bedstemor, der var bosiddende i England, døde i april 2024. I henhold til bedstemorens testamente skulle Spørgers mor, der var bosiddende i England, arve 50 pct. af boet.

Efter engelsk ret kunne en testamentarisk arving ved "Deed of Variation" bestemme, at bestemmelserne i afdødes testamente skulle fraviges for så vidt angår fordelingen af arv. Spørgers mor havde i en "Deed of Variation" bestemt, at Spørger skulle modtage £150.000 som var Spørger selv indsat som testamentarisk arving.

Spørger ønskede bekræftet, at beløbet fra bedstemorens dødsbo ikke blev anset for en gave fra hendes mor, men som arv fra hendes bedstemor.

Skatterådet fandt, at den konkrete "Deed of Variation" kunne sidestilles med et arveafkald, og principperne i boafgiftslovens § 5 fandt anvendelse på det beløb, som Spørger skulle modtage fra boet efter hendes bedstemor.

Da "Deed of Variation" ikke forrykkede den arvedeling, der ville have fundet sted, hvis Spørgers mor var afgået ved døden før Spørgers bedstemor, og da de øvrige tids- og indholdsmæssige bestemmelser i boafgiftslovens § 5 var opfyldte, bekræftede Skatterådet, at beløbet fra dødsboet efter Spørgers bedstemor skulle anses for arv fra hendes bedstemor.

Vurderingsstyrelsen havde givet delvist afslag på anmodning om aktindsigt i beregningen af den samlede grundværdi for en moderejendom. Der eksisterede ikke yderligere dokumenter i sagen, og anmodningen kunne ikke imødekommes ved sammenstilling af oplysninger i Vurderingsstyrelsens databaser.
Landsskatteretten stadfæstede derfor Vurderingsstyrelsens afgørelse.