Sagen angik beskatning af udbetalinger fra klagerens opsparing i udlandet, herunder spørgsmålet om, hvorvidt udbetalingerne havde karakter af pensionsudbetaling, udbetaling eller tilbagekøb af livsforsikring eller udskudt lønudbetaling. Klageren, der var tidligere professionel sportsudøver, fik udbetalt det opsparede beløb som 35-årig.
Landsskatteretten fandt, at klagerens udenlandske opsparingsordning havde karakter af en pensionsordning. Landsskatteretten lagde vægt på, at klagerens tidligere arbejdsgiver udover klagerens løn havde foretaget løbende indbetalinger til en obligatorisk arbejdsgiveradministreret ordning i klagerens navn i perioden, hvor klageren var ansat, at indbetalingerne blev foretaget uden skattetræk på indbetalingstidspunktet, og at indbetaling til ordningen blev foretaget med henblik på, at der skulle ske udbetaling fra det 35. år, hvor karrieren som professionel sportsudøver forventedes at ophøre. Formålet med ordningen var således sammenfaldende med formålet med pensionsopsparing.
Landsskatteretten fandt endvidere, at pensionsordningen opfyldte kriterierne i pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, og § 53 B, stk. 2 og 3, hvorfor udbetalingerne fra pensionsordningen skulle medregnes ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst i medfør af pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6.
Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde anset klageren for at have drevet økonomisk virksomhed med salg af virtuelt "guld" i computerspillet Runescape, jf. momslovens § 3, stk. 1, jf. momslovens § 4, stk. 1. Klageren havde i perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020 solgt virtuelt "guld" i Runescape for samlet 2.551.527 kr. fordelt på ca. 2.500 salgstransaktioner. Salget af "guld" var ikke pålagt moms. Efter en samlet konkret vurdering fandt et flertal i Landsskatteretten, at klagerens salg af virtuelt "guld" udgjorde økonomisk virksomhed i momslovens forstand.
Retten lagde vægt på antallet og hyppigheden af transaktionerne samt indtægternes størrelse, der var af et sådant omfang, at klageren ved sin spilaktivitet havde påbegyndt en momspligtig virksomhed med henblik på at opnå indtægter af en vis varig karakter, hvilket blev understøttet af, at klageren anvendte flere brugerprofiler med navne, der gav udtryk for, at han optjente "guld" med henblik på videresalg. Det var således med rette, at Skattestyrelsen havde anset klageren for at have drevet momspligtig selvstændig økonomisk virksomhed med salg af virtuelt "guld" i Runescape, jf. momslovens § 3, stk. 1, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og ændrede Skattestyrelsens afgørelse delvist, idet momstilsvaret blev nedsat, henset til, at afgiftsgrundlaget ikke var korrekt opgjort. (Dissens).

Sagen angik beskatningen af udbetalinger til klageren fra FNs pensionsfond (The United Nations Joint Staff Pension Fund). Sagen angik nærmere, om klageren havde tilvalgt, at hendes pensionsordning skulle beskattes efter bestemmelserne i pensionsbeskatningslovens afsnit IIA, rettidigt. Landsskatteretten fandt, at klageren med indsendelsen af blanket 49.020 - Erklæring L havde truffet et valg med fristafbrydende virkning i relation til bestemmelsen i lov nr. 429 af 26. juni 1998, stk. 12. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren havde valgt, at pensionsordningen skulle være omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 53 A eller 53 B. Den omstændighed, at klageren havde foretaget afkrydsning i en forkert rubrik i blankettens afsnit 5, var uden betydning for valget. Herefter lagde Landsskatteretten ved sagens afgørelse til grund, at klageren ikke havde haft en fradrags- eller bortseelsesret ved indbetaling til pensionsordningen, hvorfor ingen dele af udbetalingerne fra klagerens pensionsordning kunne henføres under pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5, jf. Landsskatterettens afgørelse af 20. marts 2018, offentliggjort i SKM2018.363.LSR. Landsskatteretten fandt herefter, at der ikke skulle ske beskatning af udbetalingerne fra klagerens FN-pensionsordning. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om klagerens aktieindkomst skulle forhøjes efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, for indkomstårene 2019 og 2020 som følge af, at klagerens selskab havde afholdt udgifter til fiktive underleverandører. Skattestyrelsen havde skønnet, at 20 % af selskabets udgifter til fiktive underleverandører måtte anses for at have været afholdt i klagerens private interesse, og at der dermed var grundlag for at beskatte klageren af beløbet som maskeret udlodning, mens 80 % af udgifterne til fiktive underleverandører blev anset for at være anvendt til aflønning af uregistreret arbejdskraft i selskabet. Landsskatteretten fandt, at 100 % af selskabets udgifter til fiktive underleverandører måtte anses for at være anvendt til aflønning af uregistreret arbejdskraft, og at udgifterne dermed var afholdt som led i selskabets drift. Landsskatteretten fandt, at der ikke var konkrete holdepunkter i sagen, der støttede Skattestyrelsens skøn over fordelingen mellem yderligere lønninger og maskeret udbytte. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse således, at klagerens aktieindkomst ikke blev forhøjet.

Motorstyrelsen havde opkrævet 121.837 kr. i registreringsafgift med henvisning til, at et køretøj ikke opfyldte betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, for fritagelse som mandskabsvogn. Landsskatteretten bemærkede, at medarbejderens kørsel mellem selskabets arbejdsplads og vedkommendes private bopæl var privat befordring, der ikke var foretaget i selskabets interesse. Selskabets adresse lå på vejen mellem den private bopæl og arbejdspladsen. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at selskabet havde indlogeret medarbejderen i lokaler, selskabet lejede af tredjemand. Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.

Til brug for beregning af lønindeholdelsesprocenten fremgik det af gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 4, nr. 3, at der ved opgørelsen af skyldnerens nettoindkomst skulle fradrages "Rimelige omkostninger ved erhvervelsen af indkomsten […]". Ved opgørelsen af en dagplejers nettoindkomst havde Gældsstyrelsen truffet afgørelse om ikke at godkende fradrag for sådanne omkostninger med henvisning til, at dagplejeren ikke havde fremlagt dokumentation for omkostninger. Dagplejeren klagede over denne afgørelse til Landsskatteretten.

Landsskatteretten henviste til forarbejderne til ligningslovens § 9 H om dagplejeres skattemæssige fradrag, hvorefter dagplejere havde udgifter, såsom udgifter til børnenes kost, sanitær service og slitage på dagplejernes hjem. Uanset at dagplejeren trods opfordring hertil, herunder under behandlingen af klagesagen, ikke var fremkommet med nærmere oplysninger om og dokumentation for omkostninger ved erhvervelsen af indkomsten som dagplejer, fandt Landsskatteretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at dagplejeren havde udgifter til børnenes kost m.v. Landsskatteretten fandt endvidere, at sådanne udgifter udgjorde rimelige omkostninger ved erhvervelsen af en dagplejers indkomst, der skulle fradrages ved opgørelsen af nettoindkomsten, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 4, nr. 3. Den omstændighed, at dagplejeren ikke var fremkommet med nærmere oplysninger om og dokumentation for de anførte omkostninger, kunne ikke føre til et andet resultat, idet omkostningerne i en sådan situation måtte fastsættes skønsmæssigt.

Landsskatteretten hjemviste derfor sagen til fornyet behandling ved Gældsstyrelsen med henblik på, at Gældsstyrelsen ved opgørelsen af nettoindkomsten i henhold til gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 19 skønsmæssigt fastsatte dagplejerens rimelige omkostninger ved erhvervelsen af indkomsten, jf. § 19, stk. 4, nr. 3, og på dette grundlag fastsatte lønindeholdelsesprocenten efter reglerne i bekendtgørelsens § 18.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende mindstesatser for handlendes forbrug af egne varer, privat andel af elektricitet, vand og varme samt bilforhandleres private anvendelse af biler.

Klagen angik, om klageren var berettiget til refusion af udbytteskat, der blev indeholdt ved G1 A/S’ udbetaling af udbytte. Klagerens anmodning om refusion var indgivet på baggrund af klagerens American Depositary Receipts, det vil sige såkaldte ADR-beviser.

Landsskatteretten anførte, at ADR-beviser, der dokumenterede American Depositary Shares, var værdipapirer, som vedrørte underliggende aktier i selskaber, og som blev handlet såvel på børser som "over-the-counter" (OTC), det vil sige uden om en børs direkte mellem sælger og køber. De underliggende aktier ifølge klagerens ADR-beviser var i G1 A/S, og beviserne var udstedt i henhold til en aftale mellem G1 A/S og depotbanken. Aftalen, der var benævnt "Deposit Agreement" (deponeringsaftalen), fastlagde rettigheder og forpligtelser mellem G1 A/S, indehavere af ADR-beviser og depotbanken. Landsskatteretten fandt, at refusion af udbytteskat forudsatte, at klageren havde modtaget udbyttet som ejer af aktier i G1 A/S, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Afgørelsen heraf beroede efter Landsskatterettens opfattelse på en bedømmelse af, om klageren ved ADR-beviserne havde fået overdraget ejendomsretten til de underliggende aktier i G1 A/S. Herved bemærkede Landsskatteretten, at de pågældende American Depositary Shares ikke i sig selv kunne anses for aktier eller "lignende værdipapirer", jf. ligningslovens § 16 A, idet udstedelsen af American Depositary Shares hverken udvidede aktiekapitalen i G1 A/S eller skabte selvstændige ejerrettigheder i selskabet. Efter en samlet bedømmelse af de foreliggende omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde godtgjort at have fået overdraget ejendomsretten til de underliggende aktier i G1 A/S. Klageren kunne derfor ikke anses som modtager af udbyttet fra G1 A/S og var dermed heller ikke berettiget til refusion af udbytteskat.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Klagen angik, om klageren var berettiget til refusion af udbytteskat, der blev indeholdt ved G1 A/S’ udbetaling af udbytte. Klagerens anmodning om refusion var indgivet på baggrund af klagerens American Depositary Receipts, det vil sige såkaldte ADR-beviser.

Landsskatteretten anførte, at ADR-beviser, der dokumenterede American Depositary Shares, var værdipapirer, som vedrørte underliggende aktier i selskaber, og som blev handlet såvel på børser som "over-the-counter" (OTC), det vil sige uden om en børs direkte mellem sælger og køber. De underliggende aktier ifølge klagerens ADR-beviser var i G1 A/S. Landsskatteretten fandt, at refusion af udbytteskat forudsatte, at klageren havde modtaget udbyttet som ejer af aktier i G1 A/S, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Afgørelsen heraf beroede efter Landsskatterettens opfattelse på en bedømmelse af, om klageren ved ADR-beviserne havde fået overdraget ejendomsretten til de underliggende aktier i G1 A/S. Herved bemærkede Landsskatteretten, at de pågældende American Depositary Shares ikke i sig selv kunne anses for aktier eller "lignende værdipapirer", jf. ligningslovens § 16 A, idet udstedelsen af American Depositary Shares hverken udvidede aktiekapitalen i G1 A/S eller skabte selvstændige ejerrettigheder i selskabet.

I forhold til bedømmelsen af ejendomsretten var det udgangspunktet, at depotbanken havde købt de underliggende aktier i G1 A/S. Spørgsmålet var herefter, om depotbanken ved salget af de pågældende ADR-beviser havde overdraget de underliggende aktier i G1 A/S til klageren. Da sagen angik klagerens anmodning om refusion af udbytteskat, skulle klageren godtgøre, at en sådan overdragelse var sket. Allerede fordi aftalegrundlaget mellem klageren og en depotbank ikke var fremlagt, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde godtgjort, at der var sket en overdragelse af de underliggende aktier i G1 A/S fra depotbanken til klageren. Klageren kunne derfor ikke anses som modtager af udbyttet fra G1 A/S og var dermed heller ikke berettiget til refusion af udbytteskat. Det af klageren anførte og Skatterådets praksis kunne ikke føre til et andet resultat.

Derfor stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers gavepose ikke var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Syningerne på gaveposens hanke var ikke tilstrækkelig robuste til at posen kunne sidestilles med en stofpose mv. Posen var forsynet med integreret gavebånd, som løb igennem et hulrum i toppen af posen og som var bestemt til at lukke posen og danne en sløjfe til pyntning af gaveposen. Selv om gavebåndet efter lukningen også dannede to ca. 60 cm lange stopper som det var muligt at anvende til at bære posen, kunne disse ikke anses som robuste hanke, der kunne sidestille posen med en stofpose mv.

Sagen angik spørgsmålet, hvor sagsøgeren skattemæssigt var hjemmehørende. Det var ubestridt, at sagsøger var skattepligtig i både Danmark og USA. Retten fandt efter en samlet vurdering af sagsøgers tilknytning til henholdsvis Danmark og USA, at sagsøger ikke havde godtgjort, at han havde flyttet sit midtpunkt for livsinteresser fra Danmark. Retten lagde navnlig vægt på, at sagsøger bevarede de stærkeste personlige interesser i Danmark samt væsentlige økonomiske forbindelser i Danmark. 

Sagen handlede om, hvorvidt grundværdien af en projektejendom i vurderingsårene 2014, 2016, 2018 og 2019 skulle fastsættes på et andet grundlag end den købesum, som sagsøgeren selv havde betalt for ejendommen i 2016.

Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at skønnet var åbenbart urimeligt og baseret på et urigtigt grundlag, eftersom det senere viste sig, at ejendommen ikke kunne projektudvikles, som det var forudsat af sagsøgeren på handelstidspunktet.

Retten fandt, at sagsøgeren ved erhvervelsen og i fortsat vurderingsårene var i dialog med kommunen om udvikling af ejendommen, og at grundværdien med denne udviklingsforudsætning understøttes af Vurderingsankenævnets salgsudsøgning og det i sagen afholdte syn og skøn. Den omstændighed, at udviklingsplanerne nu afventer en afklaring af et andet projekt, der kan have indflydelse på en kommende lokalplan for området, kunne ikke føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Styresignalet indeholder fire elementer:

Styresignalet beskriver for det første en praksisændring og muligheden for genoptagelse vedrørende modregning af kvadratmeterafgift i godtgørelse af energiafgift i overensstemmelse med to afgørelser fra Landsskatteretten om, at der ikke skal modregnes/betales kvadratmeterafgift, der overstiger godtgørelsen af forbruget på måleren - offentliggjorte som SKM2020.327.LSR og SKM2024.163.LSR.

For det andet præciserer styresignalet, at det er en betingelse for at anvende kvadratmeterafgift for rum, at der benyttes samme varmeforsyningsnet til både rumvarme i rummene og proces, eller at der benyttes samme kulde-net til både komfortkøling i rummene og proces.

For det tredje præciserer styresignalet, at det ikke er en betingelse for at få ændret godtgørelsen af energiafgift tre år tilbage på baggrund af visse efterfølgende målinger (måling med tilbagevirkende kraft), at virksomheden har benyttet energiafgiftslovenes standardsatser for rumvarmeforbrug.

Endelig beskriver styresignalet en praksisændring og muligheden for genoptagelse vedrørende, at opgørelsen af afgiftspligtig overskudsvarme i form af varm luft svarende til to gange energiforbruget i de anlæg (ventilatorer), der transporterer luften, kan foretages ved, at ventilatorernes maksimale driftstid ganges med ventilatorernes effekt, hvorpå der ganges med 2 (to gange ventilatorernes maksimale elforbrug), i overensstemmelse med en afgørelse fra Landsskatteretten - offentliggjort som SKM2024.163.LSR.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for hjorte for indkomståret 2025.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for normaludgift pr. kostdag og værdi af forbrug af egne produkter for indkomståret 2026.

Sagen angik, om der var grundlag for at tilsidesætte grundværdiansættelserne for sagsøgerens ejendom for årene 2014, 2016, 2018 og 2019.

Retten bemærkede indledningsvist, at vurderingsmyndighederne med rette havde ansat grundværdierne ved hjælp af etagearealprincippet, uanset at grundværdiområdet var overbebygget.

Retten bemærkede videre, at vurderingsankenævnet i modsætning til Vurderingsstyrelsen fandt, at sagsøgerens ejendom adskilte sig væsentligt fra den referenceejendom, som var inddraget i skønnet. Retten fandt på den baggrund, at sagsøgeren burde have haft lejlighed til at udtale sig angående de faktiske forhold, der havde indgået i vurderingsankenævnets ændrede vurdering af etagearealprisen på sagsøgerens ejendom i forhold til den anvendte referenceejendom. Retten fandt videre, at det ikke kunne udelukkes, at yderligere oplysninger fra sagsøgeren, eksempelvis angående spørgsmålet om byggemodning, kunne have haft betydning for vurderingsankenævnets afgørelse, jf. forvaltningslovens § 19.

Da det ifølge retten samtidig ikke fremgik af vurderingsankenævnets afgørelse, hvordan nedsættelsen af bebyggelsesprocenten fra 120 til 48 var indgået ved anvendelsen af etagearealprincippet i forbindelse med skønsudøvelsen, fandt retten, at sagsøgeren havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af grundværdierne hvilede på et mangelfuldt grundlag, og at dette var egnet til at påvirke værdiansættelsen.

Sagen blev på denne baggrund hjemvist til Vurderingsstyrelsen i overensstemmelse med Skatteministeriets subsidiære påstand.

For landsretten angik sagen, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2006 var opfyldt, jf. dagældende skatteforvaltningslov § 33, stk. 3, jf. stk. 1.

Vurderingsmyndigheden havde af egen drift ekstraordinært genoptaget ejendomsvurderingen og ansat en omberegnet grundværdi. Begrundelsen herfor var, at vurderingen efter Vurderingsstyrelsens opfattelse var foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af manglende registrering af en lokalplan.

Retten fandt, at lokalplanen, som var bekendtgjort og tinglyst forud for vurderingsterminen, ikke indgik i vurderingsmyndighedens grundlag ved vurderingen pr. 1. oktober 2006 som følge af fejlagtig eller manglende registrering af planforholdene hos vurderingsmyndigheden. Vurderingen var således foretaget på et fejlagtigt grundlag, og da genoptagelsen medførte en ændring af grundværdien på over 20 %, var betingelserne for ekstraordinær genoptagelse opfyldt.

Landsretten tiltrådte byrettens resultat og stadfæstede byrettens dom (SKM2025.2.BR).