Sagen angik den skattemæssige behandling af et tab på 10.089.492 kr., som sagsøgeren realiserede, da han den 16. december 2012 afstod en fordring. Hvis fordringen udgjorde en konvertibel obligation, jf. aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3, ville tabet på fordringen være fradragsberettiget. I modsat fald ville der foreligge et tab på en fordring, som efter kursgevinstloven ikke er fradragsberettiget. 

Beslutningen om at udstede et konvertibelt gældsbrev til sagsøgeren blev truffet på en generalforsamling den 1. marts 2012. Det blev samtidig besluttet at forhøje anpartskapitalen og indsætte en ny bestemmelse i selskabets vedtægter om udstedelsen af det konvertible gældsbrev. 

Generalforsamlingens beslutning om at udstede et konvertibelt gældsbrev, forhøje selskabskapitalen og ændre vedtægterne blev ikke anmeldt til Erhvervsstyrelsen inden for fristen på 2 uger, jf. selskabslovens § 173, stk. 2. Den 16. december 2012 var beslutningerne fortsat ikke registreret i eller anmeldt til Erhvervsstyrelsen. 

Landsretten fandt, at der dermed på overdragelsestidspunktet ikke var et selskabsretligt grundlag, der gjorde det muligt for sagsøgeren faktisk at udnytte den aftalte konverteringsret. På denne baggrund kunne sagsøgeren ikke anses for på overdragelsestidspunktet at have haft en reel ret til at konvertere sin fordring til anparter. Landsretten fandt derfor, at den omhandlede fordring på overdragelsestidspunktet den 16. december 2012 ikke var en konvertibel obligation i aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3’s forstand.

Den omstændighed, at der i 2014 blev indsendt vedtægter, som reflekterede generalforsamlingsbeslutningerne af 1. marts 2012, og at Erhvervsstyrelsen faktisk registrerede disse vedtægter, kunne ikke føre til en anden skatteretlig bedømmelse.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Styresignalet fastlægger praksis vedrørende fastsættelse af juridisk kategori efter ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2, i forhold til den forventede lovændring (lovforslag om ændring af ejendomsvurderingsloven, ejendomsskatteloven og forskellige andre love (Samlet ejendomskategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme og lempeligere ejendomsbeskatningsgrundlag for kolonihavegrunde m.v.)), der slår landbrugs- og skovejendomme sammen i en kategori samt tilføjer naturejendomme til kategorien. Med lovændringen bliver der således én samlet juridisk kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme. Styresignalet beskriver Skatteforvaltningens administration af det skøn, der følger af reglerne i ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 2, herunder Skatteforvaltningens administration og vægtning af de forskellige hensyn, der indgår i skønnet af ejendommens samlede karakter. Styresignalet beskriver forholdet mellem ejerboliger (EVL § 3, stk. 1, nr. 1) og den nye kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme, samt forholdet mellem erhvervsejendomme mv. (EVL § 3, stk. 1, nr. 4) og den nye kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme.

Styresignalet ændrer ikke på den eksisterende praksis i forhold til snitfladerne mellem ejerboliger (EVL § 3, stk. 1, nr. 1) og erhvervsejendomme mv. (EVL § 3, stk. 1, nr. 4), hvorfor denne praksis fortsat er gældende. 

Opgørelse af rentesats ifølge opkrævningslovens § 7, stk. 2, for 2026. 

For 2026 er renten for overskydende skattebeløb opgjort til 1,8 pct., og renten for skyldige skattebeløb er opgjort til 4,2 pct. 

Offentliggørelse af godtgørelsesprocenten, procenttillæg, restskatteprocenten og procenttillæg for 2025. 

Standardrenten for 2026 er beregnet til 4,2 pct. 

Rentesatser til beregning af renter og procenttillæg af restskat samt procentgodtgørelse på overskydende skat er her fastsat for indkomståret 2025 

Spørger havde den 18. marts 2025 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørgers erstatning var opgjort efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De tre væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029
3. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved udlejning af en del af minkfarmen

Beløb nr. 1 og 3 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Alle beløbene var tilbagediskonteret til nutidsværdi. Erstatningen var reduceret med 15.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Spørgers erstatning skulle derfor fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at de tre nævnte erstatningsbeløb, med fradrag for udtagning, var ydet som erstatning for alle virksomhedens aktiver. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode var en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserede sig på en 9-årige periode, var den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det var som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som var erstattet. I afgørelsen om erstatning var der fastsat/takseret en værdi af disse aktiver pr. 4. november 2020. Da Spørgers samlede erstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, skulle hele erstatningen henføres til bygninger og driftsmidler.

Der kunne ikke fordeles nogen værdi til indkomstgrundlag/goodwill, idet virksomhedens indtjening ikke kunne begrunde en positiv værdi heraf.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at ingen del af erstatningen for tabt fremtidig indtjening, skulle anses som afståelsessum for Spørgers bygninger og driftsmidler.

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 18. marts 2025.

Skatterådet har på mødet den 20. november 2025 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente oplysninger hos en dansk udbyder af betalingsløsninger om ikke identificerede fysiske og juridiske personers brug af betalingskort tilknyttet konti i en række udenlandske digitale banker. 

Spørger, der producerede elektricitet, ønskede bekræftet, at en aftale (PPA) om levering af elektricitet ikke var en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1. Hvis aftalen var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, ønskedes det bekræftet, at aftalen var en leveringsaftale, der var undtaget efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7.

Det var oplyst, at der var indgået en aftale mellem en enhed, der producerede elektricitet og derefter solgte den til et koncernforbundet selskab. Aftalen indeholdt to perioder, hvor der blev betalt forskellig afregningspris. I den første periode betales spotprisen for elektricitet og i den efterfølgende periode betales enten en fast pris på X eller X EUR.

Skatterådet fandt, at aftalen var en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der i aftalen var fastsat en fast pris for levering af elektricitet på et fremtidigt tidspunkt. Aftalen var derfor en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1.

Skatterådet fandt, at aftalen, der kun kunne opfyldes ved levering, opfyldte betingelserne i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, vedr. aftaler, der opfyldes ved levering. Aftalen var derfor undtaget fra beskatning efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 29 til 33 vedr. finansielle kontrakter.

Skatterådet bekræftede, at 12-måneders-testen for vurderingen af fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. art. 5, stk. 3 i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og [Selskabets hjemland], startede forfra ved en tilbagevenden til byggepladsen, da der var tale om et nyt projekt.

Begrundelsen herfor var, at G2 var uafhængig af den tidligere kontraktpart G1, at den tidligere kontraktpart var under konkursbehandling, at en ny kontrakt omfattede yderligere arbejder, forlængede konstruktionsperioden fra 11 til 18 måneder, ændrede kontraktsummen som følge af Spørgers øgede risiko mv., samt at starttidspunktet for arbejdet i henhold til en ny kontrakt var over et år efter starttidspunktet for den tidligere kontrakt.

Selskabet drev vognmandsvirksomhed i Danmark og Europa. Ved udførelsen af de internationale transporter anvendte selskabet chauffører, som var ansat i selskabets tre udenlandske søsterselskaber. Spørgsmålet var, om de internationale transporter udgjorde en integreret del af selskabets virksomhed, sådan at der var tale om arbejdsudleje, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, når de udenlandske chaufførerne udførte kørsler for selskabet i Danmark. Landsskatteretten fandt, at der ved denne vurdering skulle lægges vægt på arbejdets karakter og hvem, der bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for de omhandlede transporter. Landsskatteretten fandt, at søsterselskaberne leverede arbejdskraft inden for et ukompliceret og uselvstændigt arbejdsområde. Det var selskabet, som planlagde og styrede transporterne og dermed lastbilen, som var chaufførens arbejdsplads. Selskabet havde det civilretlige og økonomiske ansvar over for leasingselskaberne og brændstofleverandørerne, ligesom selskabet finansierede driften af søsterselskaberne over mellemregningskonti, hvorfor det var selskabet, der bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for transporterne. Der forelå derfor arbejdsudleje, for så vidt angik de kørsler, der fandt sted i Danmark i lastbiler, der var leaset gennem selskabet. Landsskatteretten fandt desuden, at Danmark havde beskatningsretten efter de indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster, og at beskatningen ikke var sket i strid med TEUF-artikel 56. Landsskatteretten fandt endeligt, at Skattestyrelsens afgørelse var gyldigt foretaget, og at skattekravet ikke var forældet.
Landsskatteretten hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af beregningsgrundlaget for arbejdsudlejeskat og AM-bidrag til Skattestyrelsen.

Retten fandt, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde forhøjet skatteyderens A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at en lang række fremlagte fakturaer relaterede sig til ydelser fra selvstændige underleverandører, og at skatteyderen derfor måtte have haft uregistrerede ansatte. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige forhøjelser af skyldig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og retten udtalte herom, at det forhold, at de bagvedliggende tredjemænd angiveligt skulle opkræve honorar for at udstede fakturaer, ikke kunne føre til, at skønnene skulle tilsidesættes. Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

En skatteyder gjorde gældende, at hans restskatter for 2009-2011, som var under inddrivelse ved Gældsstyrelsen, var forældede. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at betalingsfristen for alle restskatter blev udskudt ved den henstand, som skatteyderen blev meddelt efter anmodning herom, og at forældelsesfristen først skulle regnes fra udløbet af den udskudte betalingsfrist. Da det var ubestridt, at fordringerne blev overdraget til inddrivelse, fandt gældsinddrivelseslovens § 18 a anvendelse, og kravet på betaling af restskatterne var derfor ikke forældet på tidspunktet for Gældsstyrelsens afgørelse. Retten fandt endvidere, at det var med rette, at Skatteankestyrelsen havde afvist at behandle spørgsmålet om skatteyderens tilbagesøgningskrav, idet kravet ikke var en del af den afgørelse, der var indbragt for retten, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Retten fandt heller ikke grundlag for undtagelsesvist at inddrage spørgsmålet i sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. Det anførte af skatteyderen om grundlovens § 63, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Tillægsprotokol 1, samt EU's charter om grundlæggende rettigheder kunne ikke føre til en anden vurdering.